Fredag eftermiddag har Prins Henriks bror, Étienne de Monpezat, endnu ikke hørt noget nyt om sin brors tilstand.

Det fortæller han, da BT fanger ham via telefon.

»Vi sidder bare og venter på nyt. Jeg ved ikke, hvordan det går med ham,« siger han ganske få minutter efter, at dronning Margrethe og prins Joachim ankom til Rigshospitalet.

Tidligere fredag kunne Étienne de Monpezat oplyse til BT, at at han endnu ikke er på vej til Danmark for at se til sin bror.

»Nej, jeg er ikke på vej til Danmark, for jeg venter på de seneste nyheder. Jeg ved, at min bror ikke har det godt. Det ser ud til at være et spørgsmål om uger,« lød det i den forbindelse.

Prins Henrik blev i slutningen af januar indlagt på Rigshospitalet. Her blev han behandlet for en infektion i lungerne og undersøgt for en tumor i venstre lunge.

Tumoren viste sig at være godartet, men fredag morgen kunne Kongehuset oplyse, at Henriks tilstand er alvorlig forværret.

'Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret. Hans kongelige højhed kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark,' lyder det i en pressemeddelelse.

Det vides ikke, om kronprinsen har besøgt sin far endnu, men fredag formiddag var hans kone, kronprinsesse Mary, sammen med børnene, prins Christian og prinsesse Isabella, inde og besøge Henrik. De var på Rigshospitalet i godt en halv time, inden de kørte igen.