Efter 40 års virke for Danmark har prins Henrik besluttet sig for at 'drosle ned'. For på almindeligt dansk at gå på pension. Men han kommer ikke til at kede sig i det nye kapitel af sit liv.

Det tog lige et par sekunder for røgen at lægge sig, efter Dronning Margrethe i sin nytårstale torsdag aften smed bomben om sin mands nye pensionisttilværelse.

»Jeg vil i aften rette en særlig tak til prinsgemalen. Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at 'drosle ned' til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension,« sagde dronningen og tilføjede:

»Fremover vil Prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv.«

Men selvom prins Henrik har besluttet at gå på pension med virkning fra den 1. januar 2016, kommer han bestemt ikke til at trille tommelfingre.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Kongehuset sendte ud umiddelbart efter dronningens nytårstale.

»Prinsgemalen glæder sig til at få mere tid til at beskæftige sig med kunst, litteratur og musik – områder, der alle står Prinsgemalens hjerte nær,« står der blandt andet skrevet.

Vil fortsat deltage i officielle arrangementer

Mens prins Henrik ikke længere vil deltage i en række officielle arrangementer og begivenheder som blandt andet nytårskure, Folketingets åbning, ambassadørmodtagelser og statsbesøg i udlandet, vil han fortsat deltage i andre arrangementer af officiel karakter - herunder nytårstaflet og forskellige begivenheder, der finder sted, hvor Regentparret bor.

Samtidig beholder Prinsgemalen også hovedparten af sine protektioner og sine æreshverv.

»Prinsgemalen vil som hidtil deltage i en bred vifte af gøremål, blandt andet inden for kunst og kultur,« oplyses der i pressemeddelelse.

Selvom prins Henrik nu drosler ned, forventer Kongehuset ikke, at det får konsekvenser for dets samlede aktivitetsniveau.

»De berørte opgaver vil blive løst af Hendes Majestæt Dronningen eller øvrige medlemmer af den kongelige familie,« skriver Kongehuset i pressemeddelesen.

Beslutningen om at gå på pension er Prinsgemalens egen, fortalte Dronning Margrethe i sin nytårstale, og hun 'forstår og respekterer den'.

»Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration, han har givet mig igennem alle årene. Jeg ser frem til, at jeg fortsat kan varetage mine opgaver, og at jeg stadig har min mand at støtte mig til, selvom det bliver mindre synligt,« sagde hun.