Det kom som et chok, da det danske kongehus bekræftede, at prins Henrik har valgt, at han ikke vil begraves ved siden af dronningen - sin hustru gennem 50 år.

Men hvor skal han så begraves i sit adopterede hjemland?

Det spørgsmål står stadig ubesvaret hen. Det virker dog til, at prinsen i forbindelse med den mildest talt utraditionelle beslutning har gjort sig tanker omkring det.

Det fortæller den nære ven Erik Brandt til TV 2, som har haft prins Henrik i røret fredag. Udover lidt smalltalk spurgte prinsen nemlig Erik Brandt, om han ønskede at kende den meget private information.

»Beslutningen har han ikke rigtig uddybet. Han har spurgt, 'vil du gerne vide, hvor jeg vil begraves', hvortil jeg svarede nej. Jeg er bange for at nævne det – det kan man jo nemt komme til – men så vidt jeg forstår, er det i Danmark,« siger Erik Brandt til TV 2.

Han mener, at der er tale om en form for 'teenageoprør' fra sin vens side. Vennen gennem adskillige år har givet udtryk for sin egen holdning overfor prins Henrik. Han er nemlig ikke enig i den. Erik Brandt kan ikke forstå beslutningen.

Fredag mødte BT også prins Joachim i forbindelse med velkomstreceptionen for Copenhagen Historic Grand Prix på Rådhuspladsen i København. Her havde han følgende kommentar til sin fars beslutning.

»Vi i familien har vidst det i noget tid, og vi er ligesom dronningen indforstået med det,« sagde han kortfattet til BTs udsendte.

Til BT udtalte prins Henrik følgende via kongehusets pressechef Lene Balleby følgende om den kontroversielle beslutning torsdag, da nyheden blev bekræftet.

»Enhver mand, der ikke er ligestillet med sin ægtefælle, er ikke værdig til at blive begravet i samme grav.«

I samme ombæring forklarede Lene Balleby forklarede, hvorfor prinsen havde taget det for nogen drastiske skridt.

»Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket,« sagde hun torsdag.