For ti år siden var der næppe mange, der havde spået, at Storbritanniens vilde prins - den rødhårede ballademager, prins Harry - skulle ende som en af kongehusets mest populære profiler. Men sådan er det alligevel gået, og det vidner opbakningen til hans bryllup om.

Han skabte en royal skandale, da han som 20-årig i 2005 tog til kostumebal udklædt som naziofficer. Og i 2012 gik det atter helt galt, da en fuld prins Harry spillede stripbillard med nogle piger på sit hotel i Las Vegas, hvilket førte til, at nøgenbilleder af prinsen havnede i medierne.

Men allerede i skoletiden var prins Harrys lidt af en ballademager. Han var aldrig lige så flittig i skolen som sin storebror, og han kom kun med nød og næppe ind på den prestigefyldte kostskole Eton, efter at være gået et år om i sin grundskole.

DU KAN FØLGE BRYLLUPPET PÅ LIVE PÅ BT. LÆS MERE HER

På Eton udviklede han sig hurtigt til lidt af en ballademager. Det var et bevidst valg, fortæller han til forfatteren Angela Levin i bogen ’Harry – Samtaler med prinsen’:

»Det var noget, min mor opmuntrede,« sagde han: »Vær fræk, men bliv ikke opdaget,« havde den afdøde prinsesse sagt.

Prins Harry havnede på forsiderne af alle aviser, da han i 2005 gik til fest iklædt en naziuniform.
Prins Harry havnede på forsiderne af alle aviser, da han i 2005 gik til fest iklædt en naziuniform. JIM WATSON

Prinsesse Diana døde i 1997, da Harry var kun 12 år gammel og et år før, han begyndte på Eton. Og det satte også sit præg på den unge prins.

Han gav medierne, kongehuset og berømmelsen skylden for sin mors død, blev vred og til tider aggressiv. Det var først som voksen i slutningen af 20’erne, at prinsen fandt ud af, hvor meget den tragiske hændelse egentlig havde påvirket ham.

I 2012 var den gal igen, da billeder af en nøgen prins Harry havnede i medierne, efter den dengang 28-årige prins havde haft en lidt for våd og lidt sjov aften i Las Vegas i USA.
I 2012 var den gal igen, da billeder af en nøgen prins Harry havnede i medierne, efter den dengang 28-årige prins havde haft en lidt for våd og lidt sjov aften i Las Vegas i USA. DANIEL SORABJI

Han begyndte at åbne sit hjerte og tale med sin storebror, og de indebrændte følelser væltede ud.

»Jeg begyndte at have nogle få samtaler, og lige pludselig begyndte al den sorg, jeg aldrig havde bearbejdet, faktisk at komme i forgrunden, og jeg tænkte, der er jo en masse ting her, jeg er nødt til at tackle,« fortæller prins Harry, der i et interview med The Daily Telegraph 2016 fortalte, at han havde været på randen af et ’totalt sammenbrud’.

Det tog prinsen noget tid at blive helt rask, og efterfølgende begyndte han at omfavne livet som kongelig mere. Han var ikke længere så oprørsk og fandt glæde ved at engagere sig i en masse personlige mærkesager, som blandt andet ’Invictus Games’  - en sportsturnering for krigsveteraner. Hans evne til at blæse på etikette, bryde traditioner og tale med og omfavne folket har de seneste år fået mange til at sammenligne ham med hans mor, prinsesse Diana.

Harrys tidligere hårde kampe og nyvundne popularitet har tilsyneladende også fået hoffet til at se med mildere øjne på hans opførsel. Og det er blandt andet også årsagen til, at Kongehuset har tilladt, at han lørdag skal giftes med den fraskilte, katolske skuespillerinde Meghan Markle, vurderer den britiske historiker Dr. David Starkey i bogen ’Harry – Samtaler med prinsen’.

»De er taknemmelige for, at han falder til ro med en, som er fornuftig og mere end bare præsentabel, især når du ser på, hvordan han har opført sig,« udtaler han.

Den danske historiker med fokus på kongehuse, Michael Bangsbo fra Syddansk Universitet, mener, at den nye generation af kongelige forsøger at rette op på deres forældres generations fejl og derfor selv finder deres ægtefæller. Han mener også, at selv dronning Elizabeth nu har indset, at der er brug nye tider i det britiske kongehus.

»Ja, det tror jeg, at hun har indset. Men jeg tror samtidig også, at hun mener, at man skal være påpasselig, så man ikke går helt til yderlighederne«, har han fortalt til BT.

I videoen herunder kan du høre Meghan fortælle om frieriet og 19 andre ting, du skal vide om det royale bryllup