Er du vild med at samle på kongelige ting, så er der nu mulighed for at gøre et særdeles unikt køb.

Det, der menes at være prins Harrys underbukser, er nemlig blevet udbudt til salg på en auktion i Las Vegas i USA.

Og det er ikke et hvilket som helst par underbukser. Med underbukserne følger en interessant historie, da det angiveligtvar dem, som den britiske ekskongelige prins havde på, da han for ti år siden slog sig løs i Las Vegas.

Prinsen, der var i Las Vegas med nogle kammerater, fik tilsyneladende drukket lidt for meget, hvilket resulterede i, at han spillede pool nøgen – ligesom han – nøgen – spillede luftguitar med en billardkø på Wynn Las Vegas hotel.

Der var flere mennesker til stede ved festen med de vilde udskejelser, og den britiske prins endte hurtigt på verdens forsider.

Med tiden forsvandt forargelsen, og prins Harry genopstod som Storbritanniens favoritprins. Dernæst giftede han sig med Meghan Markle, meldte sig ud af kongehuset og forlod Storbritannien.

Nu er den ti år gamle stripseance dog bragt til live. Den tidligere stripper Carrie Royale snuppede angivelig prinsens underbukser, da han smed dem dengang for ti år siden. Og i anledning af ti-års jubilæet for den vilde fest har hun valgt at bortauktionere dem.

Og der har været stor interesse for at få fat i de angivelig royale underbukser.

Kun få minutter efter, at auktionen torsdag begyndte, kom der et bud på 16.000 dollar (116.000 kroner). Og dernæst kom der et bud på 250.000 dollar svarende til 1,8 millioner kroner.

Det store bud kom fra en byder over telefonen ved navn Dino, der vil sikre de royale underbukser til sin stripklub i San Diego i Californien, skriver det amerikanske kendisnyhedsmedie TMZ.

Dino er dog ikke garanteret underbukserne endnu, da auktionen er åben frem til 30. september, eller indtil buddet rammer en million dollar.

Ifølge TMZ vil dele af overskuddet fra auktionen gå til Meghan og Harrys velgørenhedsfond Archewell.