Endnu en gang har den engelske prins Harry formået at komme på forsiden af de engelske tabloidaviser. Denne gang drejer det sig om, at prinsen har haft et hemmeligt forhold til en 13 år ældre blondine. Deet skriver express.co.uk.

Kvinden, som prins Harry angiveligt skulle have haft et hemmeligt forhold til, er den britiske designer Cathrine Ommanney, 39, som i øjeblikket kan opleves i det amerikanske program: The Real Housewives of DC.

Ommanneys barnepige, Monica Herrero, er personen bag den opsigtsvækkende nyhed. Prins Harry skulle have sendt en sms, hvor han gerne ville: - Tage hendes hånd, og rejse rundt i verden. Barnepigen har også fortalt, at prinsen havde sendt en chauffør til at hente Ommanney til deres stævnemøder.

- Selvom Cathrine var min arbejdsgiver, så når hun var rigtig glad, så ville hun dele ting med mig, for eksempel det der skete med prins Harry, siger barnepigen.

- Da jeg boede sammen med Cathrine, så kom der en bil for at hente hende to gange. Hendes døtre sagde til mig: - Det er bilen, som prins Harry har sendt til mor.

Tilbage i 2006, hvor prinsen havde et forhold til hans daværende kæreste, Chelsea Davy, skulle Ommanney have haft et intimt møde med Harry, hvor de angiveligt skulle have kysset.

- Jeg stod op ad væggen, og han løftede mig bogstaveligt op fra gulvet, og gav mig et dejligt kys, som jeg var overrasket over, sagde Cathrine tilbage i 2006.

En historie, som hun solgte for 15.000 pund.

En kilde fra hoffet benægter imidlertid, at den pågældende historie skulle have fundet sted.

- Han har måske givet hende et lille godnatkys på kinden, og mere er der ikke i det, siger kilden.