Prins Harry har ifølge Reuters tabt en retssag i London mod den britiske regering.

Han havde klaget over, at politibeskyttelsen er taget fra ham, når han opholder sig i Storbritannien.

Ifølge prinsens advoker havde regeringen behandlet ham »mindre gunstigt«, når det kom til beslutningen om at ændre niveauet for hans personlige sikkerhed.

De lagde blandt andet vægt på, at regeringen ikke havde foretaget en risikoanalyse ved ændringen og dermed overvejet konsekvenserne af et 'vellykket' angreb mod prinsen.

Det mente advokaterne var både ulovligt og uretfærdigt.

Men alt dette er altså blevet afvist af det britiske retssystem.

Retssagen blev holdt for lukkede døren, fordi der blev fremlagt fortrolige beviser om blandt andet sikkerhedsforanstaltninger, skriver Sky News.

BBC skriver, at prins Harry ikke blot ville have offentligt finansieret politisikkerhed.

Han krævede også skræddersyet sikkerhed specifikt til ham, såfremt han deltog i arrangementer på britisk jord, frem for den 'almindelige' sikkerhed, når det kommer til kongelige.

Og det ville den britiske regering altså ikke gå med til, hvorfor fejden endte i retten. Prins Harry har dog anket rettens afgørelse, skriver de britiske medier.

Selv sagde prinsen i december, at bekymringerne for sin sikkerhed forhindrede ham i at rejse til Storbritannien.

»Storbritannien er mit hjem,« sagde Harry i en udtalelse og tilføjede, at besøg i hans hjemland ikke kan ske igen, hvis det ikke sker under sikre rammer.

Prinsen har ofte talt om frygten for sin families sikkerhed. Han har ligeledes ofte kritiseret pressens arbejdsmetoder, som han giver skylden for sin mors død.

Prins Harrys mor, prinsesse Diana, omkom i 1997. Det skete, da hun var involveret i en bilulykke i Paris, da hun blev jagtet af fotografer.