Prins Harry var bestemt ikke stolt af at have dræbt 25 personer under sin udsendelse i Afghanistan.
Det gør han klart i et nyt interview med Stephen Colbert, hvor han beskriver pressens udlægning af hans militære gerninger som en »farlig løgn«.
Ifølge prinsen så han nemlig flere artikler, hvor det blev beskrevet, at han skulle have pralet med det antal mennesker, som han dræbte i Afghanistan.
»Uden tvivl, så er den farligste løgn, at jeg skulle have pralet af antallet af folk, jeg har dræbt i Afghanistan,« fortæller prins Harry og uddyber:
»Jeg vil sige, at hvis jeg hørte nogle andre eller nogen overhovedet prale med den slags, så ville jeg blive sur. Men det er en løgn. Og forhåbentlig nu, hvor bogen er ude, kan de se konteksten. Det er meget foruroligende, at de (pressen red.) kan slippe af sted med det. Fordi de havde konteksten. Men de tog det, de ville bruge og sagde, at jeg pralede. Det er farligt. Mine ord er ikke farlige. Men fordrejningen af mine ord er farlig,« fortalte han.

I bogen skriver prins Harry, at tallet ikke gav ham nogen tilfredsstillelse.
»Så mit tal var 25. Det var ikke et tal, som gav mig nogen form for tilfredsstillelse. Men det var heller ikke et tal, jeg skammede mig over. Jeg ville selvfølgelig have foretrukket ikke at have det tal på mit militære cv eller min samvittighed, men af de samme grunde ville jeg have foretrukket at leve i en verden, hvor der hverken fandtes Taliban eller krig,« skriver han.
Til Stephen Colbert fortæller Harry, at han fortalte om episoderne med drabene i bogen, fordi han gerne ville være ærlig og forhåbentlig få folk til at være mere åbne om, hvad de oplever, når de har været udsendt.
»Mit mål er, at jeg gerne vil dele de her detaljer for at minimere selvmord,« forklarer han.