Det britiske kongehus' prins Harry åbnede for få dage siden de såkaldte 'Invictus Games' i Orlando, Florida, i USA.

Under åbningstalen fortalte prins Harry, hvad der førte til, at han startede 'Invictus Games', som er et sportsstævne for krigsveteraner. For selvom at det på sin vis er en glædelig begivenhed for krigsveteraner, der har ofret sig i tjenesten, så er baggrunden ganske dyster.

»Jeg kan ikke sætte ord på, hvor stolt jeg er over at åbne for det andet Invictus Games her i USA. Jeg har tjent det britiske militær i 10 år. Jeg har set de ofre, som I og jeres familier har gjort,« startede han blandt andet med at sige fra scenen.

Prins Harry stoppede sin ti år lange karriere hos militæret i marts 2015. Under sin tjeneste var han to gange udsendt til Afghanistan, hvor han blandt andet fungerede som andenpilot i en Apache-angrebshelikopter.

Det var på vej hjem fra den første udsending til Afghanistan, at han fik en livsændrende oplevelse.

»Da jeg rejste hjem fra slagmarken, var jeg på et fly, som transporterede en død dansk soldat og tre unge britiske soldater, der kæmpede for deres liv. Det var her, at jeg begyndte at forstå, hvor omkostningsfuld krig er,« sagde han.

Den 31-årige prins fortalte også, at han i første omgang meldte sig til militæret for at blive en af 'gutterne'. Men lige meget hvad, så vil han altid være en prins med ekstraordinære muligheder. Det var grunden til, at han var med til at skabe 'Invictus Games'. For at støtte sine sårede krigskammerater. Så han kunne hjælpe dem med at bevise, at de trods livsvarige fysiske og psykiske skader kan få et godt liv.

Det er dog ikke første gang, at han deler den barske anekdote. Tidligere har han nævnt den på en promoveringstur for stævnet, hvor over 500 deltagere deltager - heriblandt fra Danmark - skal dyste i 10 forskellige discipliner. Der er blandt andet tale om cykling, rullestolsbasketball, rullestolsrugby mv.

Se hele Prinsens åbningstale i klippet forneden.