Stemmen blev grødet, og tårerne pressede på.

Den britiske prins Harry måtte tirsdag aften kort stoppe op midt en tale, da hans følelser tog over, og hans øjne blev røde.

Det skriver flere medier som The Telegraph og The Mirror.

Sammen med sin hustru - Meghan - var prins Harry mødt op til den årlige prisuddeling i velgørenshedsorganisationen WellChild, der arbejder for og hylder landets alvorligt syge børn og deres familier.

Prins Harry under sin tale til WellChild Awards.
Prins Harry under sin tale til WellChild Awards. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Da den britiske prins, der for fem måneder siden blev far for første gang, indtog scenen i London for at holde en tale, forklarede han først, at det er et årti siden, han først var med til WellChild Awards.

»Og hvert år fortsætter de med at overraske og inspirere mig. Men dette år resonerer på en anden måde med mig, fordi jeg nu er blevet en far. Sidste år...« sagde han, før han kort stoppede op og rømmede sig.

»Sidste år, da min hustru og jeg deltog, vidste vi, at vi ventede vores første barn. Det vidste ingen andre på det tidspunkt, men vi gjorde,« fortsatte han.

»Og jeg husker..,« nåede han at sige, før han måtte stoppe op og træde et skridt tilbage fra talerstolen, som han lænede sig ind over.

Tårerne pressede på, og prisuddelingens vært - Gaby Roslin - gik hen og lagde en arm om ham, mens den britiske prins holdt en pause på 17 sekunder, før han kunne fortsætte.

»Undskyld,« sagde han med et lille smil og fortsatte, hvor han slap:

»Jeg husker, at jeg klemte Meghans hånd så hårdt under hele prisuddelingen, mens vi begge tænkte på, hvordan det ville være at blive forældre en dag - og endnu mere, hvordan det ville blive at gøre alt, vi kan, for at beskytte og hjælpe vores barn, hvis det skulle blive født med udfordringer eller blive syg med tiden,« fortalte han og tilføjede:

»Og nu, som forælder, mens jeg er her og taler med jer, trækker det i mit hjerte på en måde, jeg aldrig kunne have forstået, før jeg fik mit eget barn.«

Her ses prins Harry og hertuginde Meghan sammen med en af vinderne - William Magee - under WellChild Awards i London.
Her ses prins Harry og hertuginde Meghan sammen med en af vinderne - William Magee - under WellChild Awards i London. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

I slutningen af talen roste han de unge vindere af aftenens priser og deres familier for at give optimisme og en følelse af håb til andre, der står i lignende situationer.

Den 35-årige prins Harry blev gift med 38-årige Meghan i maj sidste år.

Knap et halvt år senere kom det frem, at parret ventede deres første barn.

Den 6. maj kom deres søn - Archie Harrison Mountbatten-Windsor - til verden.