Prins Harry blander sig igen i amerikansk politik.

Mandag holdt han tale til FNs general forsamling i New York i anledningen af Nelson Mandela Day.

»Få spreder misinformation og løgne, og det går ud over flertallet,« sagde prins Harry fra den berømte talerstol midt på Manhattan og fortsatte:

»Fra den frygtelige krig i Ukraine til tilbagerulningen af forfatningsmæssige rettigheder her i USA. Det er en globalt angreb på demokrati og frihed. Meningen med Mandelas liv,« sagde prins Harry.

Og det er netop disse ord, der nu får britiske medier til at løfte pegefingeren.

For prins Harry hentyder til den amerikanske højesterets omstødning af Roe vs. Wade-dommen, der fra 1973 til 2022 sikrede alle amerikanske kvinder ret til fri abort. Men det er slut nu, og i en række stater er abort ikke længere en mulighed.

Det er bestemt ikke første gang, at prins Harry og hertuginde Meghan blander sig i abortdebatten i USA. Forleden sagde hertuginde Meghan til Vogue, at hendes mand, prins Harry, er feminist, og at han blev rystet over højesterets afgørelse.

Nu er det sådan, at det er op til de enkelte stater i USA, om kvinder har adgang til fri abort. I stater som New York og Californien er der uændret adgang, mens abort er blevet ulovligt i f.eks. Texas, Alabama og Arkansas samt en række andre stater.

Prins Harry og hertuginde Meghan er flere gange blevet kritiseret for at have for mange holdninger. Medlemmer af det britiske kongehus skal som bekendt helst mene så lidt som muligt.

Men efter prinsen og hertuginden har sagt farvel til kongehuset og livet i Storbritannien, er de efterhånden blevet ikoner på den amerikanske venstrefløj.

Det har fået den amerikanske højrefløj til at kalde hertuginde Meghan 'the duchess of woke'.