Onsdag er prins Harry ankommet til retten i London i forbindelse med sagen mod Associated Newspapers Limited (ANL), hvor han – sammen med seks andre – har beskyldt medieselskabet for privatlivskrænkelser.

Og man kan vidst roligt sige, at stemningen var presset – allerede inden prinsen havde afgivet sin forklaring.

En kilde tæt på prins Harry fortæller til Sky News, at ANLs advokater har forkortet deres indledende argumentation i sagen, hvilket dermed giver prins Harry kortere tid til at forberede sit materiale.

Men sådanne »beskidte tricks« vil ikke virke, siger kilden.

»ANL har haft måneder til at informere retten om, at deres indledende argumentation vil vare mindre end to timer, men i stedet har de måttet ty til beskidte tricks – i tråd med den måde, de har behandlet ikke kun hertugen, men alle ofrene i denne sag.«

»De tror, at de ved at rykke tidsplanen 24 timer frem, giver prins Harry kortere tid til at forberede sig. Han har forberedt sig på dette øjeblik i de sidste tre år. Man kan roligt sige, at han er klar.«

Sagen begyndte mandag og er sat til at være ni uger.
Sagen begyndte mandag og er sat til at være ni uger. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Prins Harrys satte sig i vidneskranken omkring klokken 12.30 dansk tid, og dele af den vidneforklaring, han indsendte til retten på forhånd, er allerede blevet offentliggjort.

Her forklarer hertugen blandt andet, at han har et anstrengt forhold til pressen.

»Efter min mors død i 1997, da jeg var 12 år gammel, og den måde, pressen behandlede hende på, har jeg altid haft et anstrengt forhold til dem,« skriver han med henvisning til prinsesse Dianas død.

»Men som medlem af institutionen (det britiske kongehus, red.) var politikken 'aldrig klage, aldrig forklare'. Der var ingen alternativer, jeg var nødt til at acceptere det. For det meste accepterede jeg interessen for min udøvelse af mine offentlige funktioner.«

Prinsesse Diana døde i 1997. Her ses hun to år før med sin mand, kong Charles, og sønnerne, prins Harry og prins William.
Prinsesse Diana døde i 1997. Her ses hun to år før med sin mand, kong Charles, og sønnerne, prins Harry og prins William. Foto: Johnny Eggitt/AFP/Ritzau Scanpix

Udover prins Harry står seks andre, heriblandt Elton John, bag søgsmålet af Associated Newspapers Limited, som udgiver aviserne Daily Mail og Mail on Sunday.

De hævder, at aviserne over en periode på over 20 år ulovligt har fået adgang til beskeder på telefonsvarere, lyttet med på telefonopkald og fået adgang til private informationer.

Ifølge prins Harry udgjorde det en »kæmpe belastning« for hans personlige relationer og skabte »mistillid«.

ANL har afvist at have brudt loven og kalder anklagerne »sensationsprægede« og »urimelige«.

Sagen mod ANL er prins Harrys tredje store sag mod medier.

I 2023 fik han medhold i 15 af 33 anklagepunkter i en retssag mod Mirror Group, og i januar 2025 fik prinsen en undskyldning fra News Group Newspapers (NGN) og en »markant erstatning«.