'Wow, det er meget imponerende for et barn på hans alder.'

Sådan lød en af de overvældende mange kommentarer, da prins William og hertuginde Kate søndag delte et julekort på de sociale medier.

Kortet er nemlig et akvarelmaleri kreeret af parrets søn prins George. Og det viser sig, at den niårige prins ikke er helt uden evner.

'Nåårh, sikke et smukt maleri. Han er så talentfuld, ligesom sin afdøde oldefar, sin bedstefar og mor,' lyder en anden kommentar.

Maleriet forestiller et rensdyr, hvis snude er halvt dækket af den dalende sne, mens et par rødkælke leger i dets gevir.

Andre må dog påpege, at prinsen, uagtet sine evner med en akvarelpensel, har 'lånt' motivet fra illustratoren Hannah Dale.

Dette til trods ønsker flere, at julekortet sættes i produktion og sælges, så overskuddet kan gå til gode formål.

Unge prins George var ikke den eneste royale brite, der løb med opmærksomhed søndag. Her skulle hans farfar, kong Charles, nemlig holde regentens årlige juletale.

Det er kong Charles' første juletale – og kun hans anden offentlige tale – siden han blev indsat som konge efter sin mors død i september i år. Og dermed er det også første gang i 70 år, at talen blev holdt af en konge og ikke en dronning.

Samtidig er det den første tv-transmitterede tale fra en mandlig regent nogensinde.