Det er begrænset, hvor meget prins Felix har set til sin far, siden prins Joachim, hustru og de yngste rykkede pløkkerne op og flyttede til Frankrig.

Lige nu er det uvist, hvornår familien vender hjem til Danmark igen, og afstanden er da også noget, prins Felix mærker.

Det fortæller han i et interview med Se og Hør, som har talt med prinsen i anledning af hans forestående fødselsdag 22. juli.

»Jeg savner bestemt at se min far noget mere nu, hvor han bor i Frankrig. På grund af covid-19 er det længe siden, jeg har set ham, men det får vi forhåbentlig rettet op på i løbet af sommeren,« lyder det fra den myndige prins i artiklen.

Alt tyder på, at det er et stykke tid siden, at interviewet er lavet, for prinsen opholder sig netop nu i Frankrig med sin far og resten af familien.

Det fremgår af kongehusets Instagram-profil, hvor der for en uge siden blev delt et billede af en smilende prins Joachim med alle sine børn.

Billedet er taget på Château de Cayx-slottet i det sydfranske, og fotografen er ingen ringere end prinsesse Marie.

Hun, prins Joachim og ungerne flyttede sidste sommer til Paris, fordi prinsen skulle starte på den meget prestigefyldte lederuddannelse på det franske militærakademi Ècole Militaire.

I samme forbindelse startede prinseparrets børn på en international skole, hvor de altså ser ud til at skulle fortsætte deres skolegang.

Familien bliver nemlig i Frankrig de kommende år.

1. september tiltræder Dronningens yngste søn stillingen som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.

Det betyder, at prins Felix må undvære at have sin far tæt på i i hvert fald tre år – og det er, hvis prins Joachims tjans altså ikke forlænges.