Siden 1910 har mange kendte og erhvervsfolk rettet blikket mod et bestemt sted, når de skulle høste stor anerkendelse.

I år er både prins Felix og Dronningens hofdame, Elsa Annette de Scheel, kommet i det fine selskab blandt de særligt udvalgte.

Det er naturligvis i det anerkendte opslagsværk Kraks Blå Bog, hvor man i år kan finde prinsen og hofdamen.

Men hvad betyder det egentlig at komme i Kraks Blå Bog? Hvem kan blive optaget, og kan man takke nej, hvis man ikke ønsker at være med?

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys meritter står også beskrevet i 'Kraks Blå Bog'.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys meritter står også beskrevet i 'Kraks Blå Bog'. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Ifølge Søren Jakobsen, der er tidligere erhvervsreporter og forfatter til flere bøger om erhvervslivet, er det forbundet med en vis prestige at være med i bogen:

»Man kommer med i bogen, fordi man har haft en karriere eller er i gang med karrieren. Så det er en opsummering af, at du har nået et vist niveau i samfundet,« siger han og tilføjer, at det dog sjældent betyder det store for ens karriere:

»De fleste erhvervsfolk er ret ligeglade med det. De har jo lavet karriere.«

»Men selvfølgelig er det en anerkendelse af, at du er der. Det er toppen af kransekagen, der er med her,« siger han om de 8.468 personer, der er med i årets udgave.

Oprindeligt var bogen, der udkom første gang i 1910, et opslagsværk for samfundets erhvervsspidser, embedsmænd og de kongelige. Det ses også på andre af årets nytilkommere, som blandt andre tæller kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), partiformand Pernille Vermund (NB) samt Kræn Østergaard Nielsen, der er administrerende direktør for Coop.

Men de senere år er flere og flere personer fra underholdnings- og tv-branchen blevet optaget.

For eksempel kan prins Felix, der er blandt de få, som er alfabetiseret efter forbogstavet i sit fornavn, findes lige før den tidligere justitsminister Lene Espersen (K) og efter foredragsholder Christine Feldthaus.

Desuden er producer og sangskriver Cutfather samt tegneserieskaber Sussi Bech også kommet med i bogen.

Cutfather (yderst tv) er også kommet med i 'Kraks Blå Bog'.
Cutfather (yderst tv) er også kommet med i 'Kraks Blå Bog'. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Der skal dog typisk noget særligt til i form af en høj cheftitel, en adelstitel eller andre store præstationer til, før man bliver optaget. Kongehuset er dog undtaget fra denne regel, da kongehusets medlemmer automatisk bliver optaget, når de er myndige.

»Kongefamilien er noget særligt, der løfter sig ud af almindelige regler, og de hører selvfølgelig med i Kraks Blå Bog. Hvorfor skulle den ellers hedde Kraks Blå Bog, hvis der ikke er nogen med blåt blod med i,« forklarer Søren Jakobsen.

Kongehusets særlige status ses også ved, at hele fem sider er dedikeret til familien. Her kan man læse alt om de kongeliges meritter tilbage fra kronprins Frederiks elevtid i Amalienborg Lilleskole i 1974 og prins Joachims studieophold i Australien i 1986 til kronprinsesse Marys bachelorgrad i handel og jura og hendes job som kundeansvarlig direktør hos et reklamebureau i Sydney.

Bliver man udvalgt til at deltage i det fine selskab, vil man blive kontaktet, og man har derved også mulighed for at takke nej. Kommer man med i bogen, vil det dog være for livstid.