På helt usædvanlig vis valgte det svenske kronprinsessepar at sætte ord på rygterne om, at de skulle skilles.

I en officiel udtalelse fortalte kronprinsesse Victoria og prins Daniel, at der var tale om usande rygter og at de grundet deres familie følte, at det var nødvendigt at sige, at disse ikke havde noget på sig.

Nu fortæller prins Daniel for første gang selv om rygterne. 

Det gør han i et interview med journalist Carina Bergfeldt, der taler med prinsen i forbindelse med tv-programmet 'Prins Daniel 50 år', der sendes på STV1 tirsdag. 

»Vi har sagt, at vi ikke ville kommentere det mere. Vi lukkede den dør. Det var et ondt, falskt rygte, som vi oplevede havde store konsekvenser. Mange venner i både Sverige og i udlandet tog kontakt,« fortæller han i interviewet. 

»Det nåede et niveau, hvor vi ikke længere følte, at vi kunne acceptere, at det forsatte med rygterne.« 

Under interviewet spørger Carina Bergfeldt om parret ville have taget samme beslutning i dag og udtalt sig offentligt om rygterne om skilsmisse. 

»Absolut. Jeg tror dog ikke, at nogen fornuftige mennesker tror på det rygte længere.« 

I opslaget fra 2022 kunne man læse, at parret gjorde det meget klart, at de ikke lå i skilsmisse. 

'Vi er blevet bekendt med, at der pågår en omfattende negativ rygtespredning vedrørende vores private relation – påstande om svigt i relationen og en forestående skilsmisse', skrev parret i en fælles erklæring delt på Instagram.

'Under normale omstændigheder kommenterer vi ikke på rygter og spekulationer. Men for at værne om familien ønsker vi at gøre det klart en gang for alle, at de rygter, som nu spredes, intet har på sig,' lød det. 

Parret har været gift i 13 år og har to børn sammen – prinsesse Estelle og prins Oscar.