Prins Constantin af Liechtenstein er tirsdag afgået ved døden.

Han blev 51 år.

Det oplyser fyrstedømmet i Liechtenstein i en pressemeddelelse onsdag.

De tilføjer, at dødsfaldet kom pludseligt og uventet. Dødsårsagen er ukendt.

Prins Constantin er den yngste søn af fyrst Hans Adam II.

Prins Constantin efterlader sig sin hustru, prinsesse Marie af Liechtenstein, og børnene prins Moritz, prinsesse Georgina og prins Benedikt.

I dagligdagen var prins Constantin bestyrelsesformand i Liechtenstein Group. En virksomhed, der forvalter og investerer i en portefølje af virksomheder.

Virksomheden beskæftiger sig primært med landbrug, fødevarer, skovbrug, vedvarende energi og fast ejendom.

Liechtenstein Group har også udsendt en erklæring oven på dødsfaldet:

»Det er med stor sorg, at vi tager afsked med Hans Kongelige Højhed Prins Constantin. Hans død kommer som et frygteligt chok for alle, der kendte ham, og Liechtenstein Group er i dyb sorg.«

»Vores tanker og bønner går til hans enke, prinsesse Marie von und zu Liechtenstein, og deres børn, Moritz, Georgina og Benedikt.«