Da Kongehuset fejrede prins Christians 18-års fødselsdag, havde han en helt særlig borddame i form af norske prinsesse Ingrid Alexandra.
Hans jævnaldrende kollega har vakt opsigt siden hun var lille, blandt andet med en tidlig tv-optræden. Men hvem er sportsprinsessen, der dyrker kickboxing og springer i faldskærm? Her får du historien om Norges kommende dronning.

Ligesom prins Christian har hun både rødt og blåt blod i årerne.
Hvor prins Christians mor, kronprinsesse Mary, blev mødt med spænding, da hun skiftede sit borgerlige liv i Australien ud med Danmark, var det dog langt mere kontroversielt, da Norges kronprins Haakon i 2000 forlovede sig med den enlige mor – og tidligere 'nattelivsdronning' – Mette Marit.

Men gift blev de, og den 21. januar 2004 kom deres første fælles barn Ingrid Alexandra til verden – direkte ind som nummer to til den norske trone.
»Hun er det smukkeste og fineste lille pigebarn i hele verden,« lød det fra den lykkelige far ifølge Berlingske.
Og selvom Ingrid Alexandra i sine første år beskrives som en lille smule genert, kom hun hurtigt efter det.
Blandt andet var hun allerede som toårig i gang med sine royale forpligtigelser, da hun hjalp sine forældre med at tænde for det norske juletræ på Trafalgar Square i London – en gammel tradition, hvor Norge takker briterne for deres hjælp under Anden Verdenskrig.

Hendes forældre ønskede at give Ingrid Alexandra en så 'normal' opvækst som muligt og placerede hende derfor i en almindelig folkeskole tæt på familiens hjem lidt udenfor Oslo.
Alligevel vakte den lille prinsesse kort efter opsigt.
For det første viste hun hurtigt offentlig interesse for klimaet og stod i 2012 som otteårig for en pengeindsamling til børneorganisationen Miljøagenterne, som hun var prominent medlem af.
Samme år debuterede hun – altså kun otte år gammel – på tv, da hun sammen med sin far besøgte et 'før-juleaftens'-program for børn, hvor hun blandt andet svarede på, hvordan det er at være kongelig:
»Nogle gange er det sjovt, nogle gange er det kedeligt. Det jeg synes, der er virkelig kedeligt, er at tage billeder,« lød det fra prinsessen.
Men selvom hun måske ikke brød sig om at blive fotograferet, viste hun som barn hurtig talent for at stå i spotlyset.
Eksempelvis var hun kun ni år gammel, da hun i 2013 bød publikum velkommen til kronprins Haakons 40-års fødselsdag. Samme sommer var hun scenen til sin mors fødselsdagsfest, ligesom hun som 11-årig havde sit første officielle 'prinsessejob', da hun døbte en redningsbåd i Oslo havn.
Hun skiftede i 2014 over på en international privatskole for at blive flydende i engelsk – hvilket skabte debat i Norge, da et sprognævn var bange for, at hun ikke ville lære nynorsk.
Men det afviste hoffet hurtigt og i nyere tid har nordmændene for alvor lært deres prinsesse at kende med en lang række offentlige optrædener.

Da hun i 2019 blev konfirmeret holdt hun for det første en tv-transmitteret tale under festen.
I Youtube-kommentarsporet får hun blandt andet ros for at tale perfekt engelsk.
Kongehuset afslørede samtidig på deres hjemmeside, at hun udover sin passion for ski- og vandsport også dyrker kickboxing – og i efteråret 2020 blev hun pludselig norsk juniormester i surfing.
I forbindelse med sin 18-års fødselsdag gav Ingrid Alexandra to store interviews til den norske avis VG og Norges svar på DR, NRK.

Her fortalte hun om sin trygge opvækst, sin kærlighed til Norge, og hvordan hendes mor gerne ser, at hun tager en lægeuddannelse, inden hun bliver dronning ('Vi får at se', griner hun, red.).
Hun var derudover også frisk på at dele små sjove facts om sig selv, som at hun hader slanger og makrel i tomat, hendes favorit filmprinsesse er Fiona fra 'Shrek', samt at hun synes, at Norges sjoveste kendis er hendes bedstefar, kong Harald.
Ligesom prins Christian holdt hun også en takketale under sin 18-års fødselsdagsfest, hvor hun blandt andet sagde til sin mor:
»Tak for at vi kan ligge på sofaen og se serier som 'Sex and the City.'«

Og til sin bedstefar kong Harald:
»Tak for aftenerne på kongeskibet, hvor vi ser sport og cowboyfilm sammen. Ikke mindst tak for at du altid har en god vits, når stemningen er lidt flad.«
På det seneste har man også kunne se Ingrid Alexandra springe faldskærm med jægerkorpset, hænge ud med den norske fodboldstjerne Erling Haaland i forbindelse med en velgørenhedskamp – ligesom hun ikke har vist sig for fin til at tage et sommerferiejob som opvasker på en restaurant.
I sommer blev hun student fra sit gymnasium i Oslo, og inden hun fra næste år skal i gang med at aftjene 12 måneders militærtjeneste ved Ingeniørbataljonen, arbejder hun for tiden som assistent og miljøarbejder på sin gamle folkeskole.


Spørger man historiker Emma Paaske kommer prins Christian og Ingrid Alexandra i fremtiden til at kunne drage god nytte af hinanden, når de i fremtiden skal overtage tronen i hver sit land.
»De deler samme skæbne og kender allerede hinanden ret godt. Deres forældre er tætte, og det virker også som om, de allerede er ret tætte. Det vil være naturligt, at de kan bruge hinanden som kollegaer og tætte venner. Det har vi set med både dronning Margrethe og kong Harald og kronprins Haakon og kronprins Frederik.«

Hun tilføjer:
»Både det danske og det norske kongehus har været gode til at skærme og køre den næste generation i stilling. Ingrid Alexandra er et år ældre end prins Christian, og derfor er det naturligt, at hun allerede nu har været mere i medierne og til flere officielle begivenheder.«
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':