Harry og Meghan er efter længere tids konflikter med presse og traditioner trådt ud af toppen af det engelske kongehus, og det kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for Harrys far, tronarvingen prins Charles.

Det er især prinsens ejendomsimperium, som han besidder gennem sin egenskab af hertug af Cornwall, som kan blive ramt af den fokus, der er kommet på kongehusets økonomi i forbindelse med 'Megxit'.

Det skriver New York Times. Ifølge avisen tjente prins Charles sidste år næsten 200 millioner kroner på sit hertugdømme, og det kommer oven i den skattebetalte apanage på over 725 millioner kroner, som den engelske kongefamilie får hvert eneste år.

Indtægten er længe blevet kritiseret på at være på bekostning af andre, men hidtil har kongehusets popularitet fået både pressen og politikere til at se gennem fingre med det. Nu begynder flere og flere imidlertid at interessere sig for den lov fra 1337, som i manges øjne giver prins Charles nogle groteske goder.

Prins Charles risikerer at miste økonomiske fordele i kølvandet på Megxit. (Foto: Scanpix)
Prins Charles risikerer at miste økonomiske fordele i kølvandet på Megxit. (Foto: Scanpix) Foto: POOL
Vis mere

For det første betaler prinsen ikke skat af sine indtægter på de mange ejendomme og grunde, som han ejer gennem sit hertugdømme. Heller ikke af det 37.000 kvadratmeter store varehus nord for London, som han netop har købt.

En talsmand for hertugdømmet siger ifølge New York Times i den forbindelse, at det britiske parlament selv har godkendt dets økonomi som en privat ejendom, og at Finansstyrelsen har afgjort, at skattefriheden ikke er en unfair fordel i forhold til konkurrenterne.

Men den køber John Kirkhope ikke. Han skrev en doktorafhandling om hertugdømmet Cornwall i 2013 og mener, at loven tillader prinsen at gøre, hvad han vil, uden at det får konsekvenser.

»Hvis du vil undersøge dets privilegier, kan du ikke, fordi det angiveligt er en privat ejendom på samme måde, som jeg har en privat bankkonto. Men når det er praktisk, er det også kronens ejendom, så det for eksempel ikke skal betale samme beløb i skat, som en lignende enhed ville betale,« siger han til New York Times.

Prins Charles ses her sammen med sine sønner og deres koner. Harry og Meghans exit fra kongehuset kan nu koste ham dyrt. (Foto: Scanpix)
Prins Charles ses her sammen med sine sønner og deres koner. Harry og Meghans exit fra kongehuset kan nu koste ham dyrt. (Foto: Scanpix) Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

På grund af den ældgamle lov fra 1337, som skulle sikre kongehuset en indkomst, ejer prins Charles en masse land i Cornwall i Sydengland, og det giver ham en lang række goder, som mange nok vil mene er forældede.

For eksempel arver han alt fra afdøde personer, som ikke har familie eller testamente. Desuden kan husejere i området ikke eje den jord, som deres hus står på – for den tilhører prinsen.

Den fornyede fokus på prins Charles' økonomi vil sandsynligvis få konsekvenser for ham, siger kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor i historie ved professionshøjskolen Absalon.

»Der kan sagtens være politikere fra især Labour, der vil tage op, om man skal lave om på lovgivninger og fordele. Der er en ret stor skepsis om kongehuset i forvejen på labous venstrefløj, og partiet mangler en sag, for de står utroligt svækkede efter valget og brexit-aftalen, som er en kæmpe Boris Johnson-sejr,« siger han til B.T.