Prins Andrews ekskæreste, lady Victoria Hervey, er en af dem, der vil udtale sig i den kommende dokumentar 'Ghislaine, prins Andrew og den pædofile' om Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwells misbrug af unge kvinder – og den britiske prins' angivelige indblanding i dette.

Det skriver DailyMail, der kan bringe et uddrag af ITV-dokumentaren, som får britisk premiere tirsdag aften.

Her fortæller 45-årige Victoria Hervey, at hun – som en af Londons mest attraktive unge kvinder med netværket i orden – blev inviteret til Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwells fester for at gøre dem mere interessante.

»Det gjorde det sikkert mere interessant for de mænd, hun underholdt,« fortæller hun med henvisning til Ghislaine Maxwell.

Lady Victoria Hervey i 2017.
Lady Victoria Hervey i 2017. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

Victoria Herveys familie er fra det britiske aristokrati, og den engelske model og it-girl har altid mænget sig med de kendte. Hun har deltaget i 'Love Island' i 2006, været i forhold med flere kendisser – heriblandt Shane Lynch fra Boyzone – og haft en trekant med tidligere Spice Girls-medlem Melanie Brown og hendes eksmand.

Og så har hun altså ifølge DailyMail været kærester med dronning Elizabeths næstældste søn, prins Andrew, som anklages for at have presset en dengang 17-årig pige til sex, ansporet af Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell.

I dokumentaren fortæller Victoria Hervey, at hun ikke havde nogen som helst anelse om de rædsler, som Ghislaine Maxwell for nylig blev dømt medskyldig i. Og at hun ser den 60-årige jetsetter som både 'offer' og 'syndebuk' i sagen.

»For at være helt ærlig, så synes jeg, Ghislaine var et offer og er et offer. Hun var et offer, som så blev medskyldig, da hendes rolle ændrede sig, fordi de ikke længere var i et forhold. Hun skiftede på en måde side. Jeg ser også hende som offer,« fortæller hun.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein. Foto: HANDOUT
Vis mere

Ghislaine Maxwell blev i december kendt skyldig i at have manipuleret og hvervet de unge piger, der senere skulle blive ofre for milliardæren Jeffrey Epsteins seksuelle misbrug. Den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein selv nåede aldrig at blive dømt i sagen om menneskehandel, da han i 2019 blev fundet død i sin fængselscelle.

I den kommende dokumentar fortæller Victoria Hervey, at Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell handlede som en duo.

»Det ville ikke have virket, hvis han arbejdede alene. Det var meget nemmere for hende som kvinde at komme i kontakt med andre kvinder,« siger hun.

»Hun har ikke rigtig givet nogen navne endnu. Jeg håber, at hun snart vil nævne navne. Jeg tror ikke, vi er der endnu,« fortæller Victoria Hervey, der ikke selv nævner det navn, alle er obs på lige nu – prins Andrew – i det uddrag af 'Ghislaine, prins Andrew og den pædofile', som Daily Mail har fået indsigt i.

Kilder tæt på Virginia Giuffre fortæller, at hun bestemt ikke har tænkt sig at indgå forlig med prins Andrew – medmindre der kommer rigtig mange penge på bordet.
Kilder tæt på Virginia Giuffre fortæller, at hun bestemt ikke har tænkt sig at indgå forlig med prins Andrew – medmindre der kommer rigtig mange penge på bordet. Foto: HANDOUT
Vis mere

Det gør til gengæld den tidligere sikkerhedsofficer Paul Page, der har arbejdet for prinsen mellem 1998 og 2004. Og han fortæller, at prinsen har en stor samling på omkring 50-60 tøjdyr og bamser, som han går meget op i. De er alle placeret på en bestemt måde i en seng, og der er lavet et billede, der viser den præcise placering af hver bamse.

»Grunden til det laminerede billede var, at hvis ikke de bamser var sat tilbage på præcis samme pladser af stuepigerne, så ville han råbe og skrige,« fortæller Paul Page i dokumentaren.

Dokumentaren bliver sendt på ITV tirsdag aften klokken 21 britisk tid.