Andrew Mountbatten-Windsor trækker endnu engang overskrifter i en skandalesag.

Denne gang er det dog ikke hans forbindelser til sexforbryderen Jeffrey Epstein, der er omdrejningspunktet. 

Men derimod er det en mystisk gave fra en ældre tyrkisk kvinde, der nu – syv år senere – har fået et opsigtsvækkende efterspil.

Andrew er nemlig blevet indkaldt som vidne i en omfattende svindelsag ved High Court i London, hvor han dog ikke selv er tiltalt. Det skriver Sky News.

Og gaven var bestemt i den store ende.

Hele 750.000 britiske pund – svarende til mere end seks millioner kroner – blev i 2019 overført til den daværende prins.

Men den tyrkiske kvinde Nebahat Isbilen hævder, at hendes tidligere økonomiske rådgiver, Selman Turk, vildledte hende om betalingen.

Hun troede nemlig, at pengene skulle bruges til at skaffe hende et pas.

Selman Turk afviser beskyldningerne og hævder, at kvinden selv tog initiativ til betalingen for at skabe en god relation til den daværende prins.

Og sagen stopper ikke der. Ifølge BBC blev der også overført 768.000 pund fra kvindens konto i 2020.

Selman Turk hævder, at pengene var et lån til Andrew til køb af en luksushytte i Schweiz, men også det bestrider den tyrkiske kvinde.

Og nu har hendes tidligere økonomiske rådgiver fået medhold i, at Andrew skal afgive forklaring i sagen, hvor han kan se frem til nærgående spørgsmål om sin økonomi.

Det ventes at ske omkring 15. december, enten ved personligt fremmøde i retten eller via video. Under alle omstændigheder vil forklaringen blive afgivet som led i en offentlig retssag.

Ifølge BBC menes Andrew at være det første medlem af den britiske kongefamilie siden 1800-tallet, der har modtaget en sådan vidneindkaldelse.

Andrew er dog ikke selv anklaget for at have begået noget ulovligt i sagen.

De 750.000 pund blev senere betalt tilbage, og i 2023 indgik Andrew og hans tidligere hustru Sarah Ferguson desuden et forlig med den tyrkiske kvinde om et ikke offentliggjort beløb.