Mens spændingen stiger om, hvorvidt det lykkedes det amerikanske retssystem at få prins Andrew til afhøring, har prinsen valgt at ruste sig til kamp.

Prins Andrew har nemlig, kort inden det civile søgsmål går ind i første høring forud for en retssag, valgt at hyre en af Hollywoods topadvokater, der har ekspertise i sager om sexkrænkelser.

Det viser nye retsdokumenter, skriver Daily Mail.

Ifølge det britiske medie har den 63-årige britiske prins, der er dronning Elizabeths tredje barn, hyret advokaten Andrew Brettler til at forsvare sig i det civile søgsmål, som Virginia Giuffre har anlagt mod ham.

Prins Andrew var engang nummer to i tronfølgen.
Prins Andrew var engang nummer to i tronfølgen. Foto: POOL
Vis mere

Giuffre anklager prins Andrew for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var 17 år og mindreårig ifølge amerikansk lov. Hun anklager ham blandt andet for at have haft sex med hende i London, i New York og på Epsteins private ø i Caribien, mens hun var blevet udsat for menneskehandel af Epstein.

Prins Andrew afviser alle anklagerne mod ham.

Den første høring forud for retssagen vil finde sted i retten i New York mandag aften dansk tid. Her vil man blandt andet tage stilling til, om prins Andrew har fået forkyndt sagen korrekt, så sagen kan komme for retten.

Sagen om forkyndelsen har været en flere uger lang farce, da den sagsøgte ifølge amerikansk lov skal have overrakt retsdokumenterne personligt. Prins Andrew har dog i flere uger forsøgt at undgå dette ved at gemme sig på kongefamiliens slotte. Men Giuffres amerikanske advokater påstår nu, at forkyndelsen er sket.

Virginia Giuffre har anlagt et civilt søgmål mod prins Andrew.
Virginia Giuffre har anlagt et civilt søgmål mod prins Andrew. Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Det virker da også til, at prins Andrew helt til det sidste har forsøgt at bestride dette. I hvert fald er det først fire timer før høringen, at retten fik meddelelsen om, at Brettler ville være advokat for den britiske prins.

Og Brettler er ikke et tosset valg. Tidligere på året var han advokat i en anden højtprofileret sag om sexkrænkelser, da han forsvarede Armie Hammer, som af flere kvinder blev anklaget for blandt andet grooming, vold, voldtægt og fantasier om kannibalisme.

Andrew Brettler repræsenterer firmaet Lavely & Singer, der har haft en lang række kendisser på kundelisten. Blandt andet kan nævnes Bill Cosby, Charlie Sheen, Michael Jackson, Tom Hanks og Demi Moore.

Ifølge britiske medier forventes det, at prins Andrew møder op ved den virtuelle høring mandag, selv om hans advokater har været ude og afvise, at sagen er blevet forkyndt korrekt. Det var kun muligt for de amerikanske repræsentanter at aflevere dokumenterne ved det vogtende politi udenfor prins Andrews hjem, da hans eget sikkerhedspersonale var blevet instrueret i ikke at tage imod dokumenterne.