Hvis man troede, at britiske prins Andrew ville forsøge hurtigt at lægge låg på den kommende retssag mod Virginia Giuffre, efter han fik frataget sine kongelige titler, tog man fejl.

Stik imod forventningerne har prinsen valgt at gå til vildt modangreb på Giuffre samt benægte at have været venner med Ghislaine Maxwell.

Og det kan ramme prinsen som en boomerang. Det mener B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg:

»Det her kan ende meget skidt for prins Andrew. Hvis der er noget, man for alt i verden ønsker fra kongehusets side, så er det at få lukket det her hvepsebo. Det sidste, de formentlig har lyst til, er at se prins Andrew falde fuldstændig sammen i en juryretssag,« siger Illeborg, der i disse dage opholder sig i Storbritannien.

Prins Andrew med sin ekskone Sarah Ferguson, da han stadig var inde i varmen i det britiske kongehus.
Prins Andrew med sin ekskone Sarah Ferguson, da han stadig var inde i varmen i det britiske kongehus. Foto: Toby Melville
Vis mere

Onsdag aften kom det frem, at prins Andrew overraskende gik til modangreb på Virginia Giuffre, der har sagsøgt prinsen i en civil retssag i New York, hvor hun blandt andet påstår, at Epstein tvang hende til at have sex med den britiske prins tre gange, da hun var hun 17 år.

Der har længe været spekulationer om, hvorvidt prins Andrew ville forsøge at indgå et forlig i sagen, men onsdag cementerede han, at det ikke er hans plan.

I et forsvar med 41 punkter til retten afviser han gennem sin advokat Giuffres anklager, samtidig med at han beder om, at sagen skal køre som en nævningesag.

Derudover langer han voldsomt ud efter Virginia Giuffres troværdighed, da han mener, at sagen burde afvises, da Giuffre selv har »haft en forkert adfærd« og »urene hænder«, da hun på et tidspunkt angiveligt også selv var med til at rekruttere nogle af de piger, som blev misbrugt seksuelt af Jeffrey Epstein.

Virginia Giuffre påstår, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange, da hun var under indflydelse af sexforbryderen Jeffrey Epstein.
Virginia Giuffre påstår, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange, da hun var under indflydelse af sexforbryderen Jeffrey Epstein. Foto: STEVE PARSONS, BEN GABBE
Vis mere

»Hvis det lykkes dem at få forhindret Virginia Giuffre i at komme med sine anklager, så lukker det sagen, men hvis det ikke lykkes, så har man ikke vist en forståelse af et offers behov for retfærdighed, men man har tværtimod forsøgt at sværte hende,« siger Jakob Illeborg og tilføjer:

»Og det kan godt vise sig bare at ende med at ramme prins Andrew endnu hårdere. At han endnu en gang har læst situationen fuldstændig skævt. Det er en dynamitsag.«

At sagen skal foregå som en juryretssag medfører, at sagen ikke kun skal dømmes af én dommer, men også af et 12 mand stort nævningeting – som tilfældet var med retssagen mod Ghislaine Maxwell.

Prins Andrews håb er formentlig at vinde sympati hos de menige nævninge, men det kan samtidig også gøre sagen større og få den til at vare længere tid.

Prins Andrew er vant til at få det, han peger på som dronningens yndlingssøn, mener Jakob Illeborg.
Prins Andrew er vant til at få det, han peger på som dronningens yndlingssøn, mener Jakob Illeborg. Foto: WILL OLIVER
Vis mere

»Det er en gambler, der gør sådan her. Han vil kæmpe, og det bliver spændende at se, hvem der falder i den kamp. Man har svært ved at se det ende godt for prins Andrew,« siger Jakob Illeborg.

Bedre bliver det næppe af, at prins Andrew i dokumenterne til retten også benægter at have været venner med Ghislaine Maxwell, der er den nu afdøde sexforbryder Jeffrey Epsteins tidligere kæreste, og som i december blev dømt for at have stået i ledtog med ham i forbindelse med grooming og sextrafficking.

Det er ellers velkendt, at prinsen og jetsetteren Maxwell mødtes, mens de begge studerede på universitetet i Oxford, og at de gennem tiden har haft tæt kontakt i mere end 20 år.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at Ghislaine og prins Andrew har haft et tæt forhold. Nogle mener endda, at de har været kærester,« siger Jakob Illeborg, der mener, at den udmelding derfor blot svækker prinsens i forvejen pressede troværdighed endnu mere.

Sagen om prins Andrew optager de britiske medier voldsomt meget.
Sagen om prins Andrew optager de britiske medier voldsomt meget. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Ifølge Illeborg skyder prins Andrew konstant sig selv i fødderne. Han mener, at årsagen til, at prinsen ikke bare overgiver sig i sagen og indgår forlig, skal findes i hans opvækst.

»Han er prins, og han er dronningens yndlingssøn. Han har aldrig været vant til modgang. Men nu lukkes alle døre for ham, og han kan ikke forstå, at hvis han vil have et roligt liv herfra, at så skal han sige: 'Det kan godt være, at jeg ikke har samme udlægning som Giuffre, men vi må komme videre i vores liv'.«

»Men det vil han ikke. Han vil kæmpe. Og have oprejsning. Men får han det? Man kan tvivle på det,« lyder det fra Illeborg.