For nylig mistede prins Andrew, den britiske dronnings yngste søn, mindst 47 af sine hen ved 200 protektorposter for diverse velgørende, kulturelle og almennyttige foreninger og institutioner. Grundet sin mulige involvering i Epstein-skandalen ønskede man ham ikke længere som protektor her.
Amerikaneren Jeffrey Epstein begik selvmord i 2019, mens han sad varetægtsfængslet i en sag om seksuelle overgreb mod og menneskehandel med piger ned til 14-årsalderen. Angiveligt skulle han have lejet piger ud til prinsen. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget der er om snakken, men prins Andrew har i hvert fald midlertidigt trukket sig tilbage fra mange af sine royale pligter.
Protektor betyder egentlig beskytter og er et æreshverv, som kongelige personer ofte påtager sig for velgørende, kulturelle og almengavnlige foreninger, institutioner og udstillinger med mere. Det er først og fremmest symbolsk. Der er ikke så meget arbejde forbundet med det, for det bliver nemlig mestendels udført af foreningens formand, bestyrelse og eventuelt ansatte.
På Kongehusets hjemmeside kan man se, hvilke protektioner og andre æreshverv som hvert enkelt medlem af den danske kongefamilie har. Og de har mange! Det kan for eksempel være for Scleroseforeningen, Kgl. Dansk Yachtklub, Røde Kors, Jernbanemuseet, Glasmuseet i Ebeltoft og Københavns Drengekor, blot for at nævne nogle få stykker.
Visse kongehusmedlemmer er protektorer for foreninger og institutioner, der beskæftiger sig med noget, de selv nærer en stærk personlig interesse for. Således er kronprins Frederik protektor for Dansk Militært Idrætsforbund, mens prinsesse Marie protegerer Alliance Française (en organisation til udbredelse af fransk sprog og kultur) og prinsesse Benedikte Dansk Rideforbund og Foreningen Hestens Værn.
Der er tale om et gensidigt interesseforhold. En forening eller institution har gavn af den prestige og omtale af sig selv og dens sag, det giver, når en kongelig person holder taler ved dens offentlige foranstaltninger, eller bare det, at den kan knytte sit navn til et medlem af Kongehuset.
For den kongelige person, der påtager sig at være protektor, giver det en konkret, meningsfyldt, men ikke alt for arbejdskrævende rolle i offentligheden foruden prestige og kontakter til forskellige dele af samfundet.
Da Kongehuset skal være hævet over politik, er der grænser for, hvilken slags foreninger som kongelige personer ville kunne protegere. En kongelig ville således ikke kunne være protektor for et politisk parti eller en forening til bekæmpelse af privatbilisme eller til fremme af skattelettelser.
Skikken med kongelige protektioner er opstået i løbet af det 20. århundrede, i takt med at monarkerne fik mindre og mindre både formel og reel magt. Kongelige personer har nu om dage først og fremmest en symbolsk betydning, og det er denne betydning, der gør dem attraktive som protektorer.
Men forudsat naturligvis, at de ikke gør sig ud til bens som prins Andrew. Da protektioner altså nu om dage er tæt på at være monarkiernes og de kongelige personers eksistensberettigelse, er hans sag særdeles alvorlig.
Først og fremmest for ham selv, selvfølgelig, men også for det britiske monarki som sådan. En sådan sag kan nemlig let føre til spørgsmål i offentligheden om, hvilken gavn de kongelige egentlig gør til gengæld for deres omfattende privilegier, og hvad vi egentlig skal med monarkiet i det moderne samfund.
