Prins Andrew opgiver sine militære titler og protektioner. Det meddeler Buckingham Palace torsdag aften.
Det er en følge af den civile retssag som prinsen netop nu er sagsøgt i i New York.
I en udtalelse fra hoffet lyder det:
»Hertugen af York vil fortsat ikke varetage nogle offentlige forpligtelser og fører sagen som privat person.«
Reaktionen følger i kølvandet på, det nederlag den britiske prins Andrew måtte se i øjnene onsdag, da den amerikanske domstol gav grønt lys for, at han kan sagsøges i et civilt søgsmål.
Det bringer prinsen – og potentielt også kongehuset – i en rigtig skidt situation.
Den tidligere amerikanske forsvarer Mitchell Epner kaldte onsdag 'en meget, meget dårlig dag for prins Andrew':
»Der er kun dårlige muligheder foran ham (prins Andrew, red.), og han skal beslutte, hvilke af disse dårlige muligheder der er det mindst ringe valg,« sagde Epner til Sky News ifølge Daily Mail.