For første gang i fem år er kronprinsparret på besøg i Marys hjemland Australien, og det har i den grad fået stor interesse fra de australske medier.

Daily Mail har på de første dage af familiens ferie dokumenteret alt fra shopping til løbeture i den royale familie, og det er ikke noget, som den danske kongelige familie er vant til herhjemme.

Det fortæller B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Kronprinsparret får desværre ikke meget privatliv under deres private ferie i Australien. Det er omsværmet af paparazzi, og det er bestemt ikke noget, de er vant til fra Danmark,« forklarer han og uddyber:

»Den australske presse minder i langt højere grad om den britiske og den amerikanske, der ikke på samme måde respekterer de kongeliges privatliv. I Sydney er kronprinsparret omsværmet som Hollywood-stjerner.«

På billederne fra de udenlandske medier kan man se, hvordan pressen både har afdækket, hvilke butikker familien har handlet i, og givet guides til, hvor man for eksempel kan købe samme tøj som kronprinsesse Mary – der selv er født i australske Tasmanien.

»Jeg spærrede også øjnene op, da jeg så billederne, for i Danmark er vi jo vant til mest at se kronprinsparret på officielle opgaver klædt i formelt tøj. Men australierne får jo et noget andet billede af kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, når de ser dem på shopping eller løbeture.«

Og de mange fotoer, der går tæt på parret, kan ikke være rare for familien, mener kongehuseksperten.

»Men det er også tydeligt på nogle af billederne, at Kronprinsen ikke har det godt med telelinserne. Han har altid haft et anstrengt forhold til paparazzofotografer, og på denne rejse virker det, som om der også er øget fokus på parret. Det irriterer ham helt tydeligt.«

Det ekstra fokus på det danske royale par kan skyldes, at det danske kongehus også er blevet diskuteret i udlandet efter krisen, der har præget hele den kongelige familie i Danmark.

»Det øgede fokus kan skyldes to ting: 1. Det er meget længe siden, at kronprinsparret har været i Australien. Det var i 2017,« starter Jacob Heinel Jensen.

»Og 2. Krisen om prins Joachims børns titler trak heftige overskrifter i hele verden. Britiske, amerikanske og australske medier skrev også om det, da prins Joachim og prinsesse Marie udtalte, at forholdet til kronprinsparret er kompliceret. Det er klart, at det gør kronprinsparrets ferie mere interessant, fordi historien stadig er frisk i folks erindring.«

Netop krisen bliver da også nævnt i artiklerne fra de udenlandske medier, hvor flere skriver, at turen nok er en tiltrængt 'distraktion' efter de heftige udmeldinger i det danske kongehus.

Jacob Heinel Jensen kan i hvert fald godt konkludere, at hvis kronprinsparret havde tænkt sig en privat ferie, så skulle de havde valgt en anden destination.

»Det står i hvert fald klart, at ferier i Australien aldrig bliver særlig private for kronprinsparret. Der er nok bedre at tage til jagthytten i Trend.«

Kronprinsparret og deres fire børn er taget til Australien for at holde jul.

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn er også udenlands i højtiden.

Dronning Margrethe skal i år fejre jul med sin søster prinsesse Benedikte i Danmark.