Torsdag besøgte kong Frederik byen Maniitsoq som et led i Kongens tre dage lange besøg i Grønland. Her spurgte en journalist fra grønlandske KNR, hvordan Kongen havde det.

Og svaret var overraskende.

‘Nuannisarpunga’ lød det på grønlandsk fra en smilende kong Frederik.

»Passede det?« sagde han efterfølgende grinende.

»Lige der står Kongen og føler sig fuldstændig hjemme i Grønland. Han føler sig godt tilpas, og der er ingen tvivl om, at det betyder meget for kong Frederik selv, at han kan svare på grønlandsk,« siger Gitte Redder, der kalder turen 'et højdepunkt'.

Hun er forfatter, journalist, og så har hun som en af de få interviewet kong Frederik om hans forhold til netop Grønland i forbindelse med flere biografier om medlemmer af Kongefamilien. 

Kong Frederik under ankomsten til Nuuk Lufthavn, hvor han blev modtaget af formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.
Kong Frederik under ankomsten til Nuuk Lufthavn, hvor han blev modtaget af formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Derudover har hun sammen med Karin Palshøj skrevet bogen ‘Grønlændernes kongehus’.

Af samme grund har hun fulgt Kongens besøg i Grønland tæt, og dommen er klar:

»På alle måder har Kongens besøg været en kæmpesucces,« lyder det fra Gitte Redder.

Hun er overbevist om, at besøget har betydet meget for Kongen selv.

Kong Frederik gav sig god tid til selfies i Multihuset i KFUMs soldaterhjem i den grønlandske by Kangerlussuaq torsdag.
Kong Frederik gav sig god tid til selfies i Multihuset i KFUMs soldaterhjem i den grønlandske by Kangerlussuaq torsdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix


»Der er ingen tvivl om, at Kongen har glædet sig og oplever det som et meget vigtigt og meningsfuldt besøg, ikke mindst for det grønlandske folk. Kongen har jo også fulgt med i, at der har været en kritik af, at han ikke kom tidligere.«

»Den kritik har han hørt, og han har også oplevet, at det var vigtigt at komme derop og opleve og høre, hvordan de har haft det under det amerikanske pres.«

Kong Frederik har selv udtalt, at han var optaget af grønlændernes ve og vel, og opgaven med at møde grønlænderne i øjenhøjde er i den grad løst.

»Han har overhovedet ikke udtalt sig politisk, men i alt hvad han har sagt, og måden han har trykket hænder, fået taget selfies, har deltaget og har spurgt ind, det demonstrerer, at han er Grønlands konge og statsoverhovedet og kender deres bekymring.«

Kong Frederik under besøg på Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq i Grønland fredag. 
Kong Frederik under besøg på Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq i Grønland fredag.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Det gør grønlænderne trygge men har også en kæmpe politisk symbolsk betydning, at han besøger Grønland,« siger Gitte Redder.

Hun har særligt bemærket, at selvom der blandt nogle grønlændere har været en kritik af, at Kongen først besøgte landet nu, så har modtagelsen af Kongen været overvældende positiv.

»Kongen bliver jo budt velkommen som en rockstjerne. Grønlænderne elsker deres ‘kunngi’ (grønlandsk for konge red.) og det viser den her varme, varme velkomst.«

»Der stimlede hundredvis af grønlændere sammen allevegne for at tage selfies med ham, og det var alle generationer,« siger Gitte Redder.

Kong Frederik deltog onsdag i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq i Nuuk, hvor et hav af mennesker var mødt op.
Kong Frederik deltog onsdag i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq i Nuuk, hvor et hav af mennesker var mødt op. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix


Faktisk har så mange været fremmødt, at man ved en kaffemik havde skiftehold, så alle kunne mødes med Kongen.

»Det er ikke kun Jens-Frederik Nielsen, der er på kram med Kongen, det er hele Grønland,« siger hun og tilføjer:

»Det er nogle ret rørende billeder deroppefra.«

Hvorfor er det rørende for dig?

Kong Frederik fik et barn i skødet og blev fotograferet under sit besøg i Multihuset i KFUMs soldaterhjem i Kangerlussuaq torsdag.
Kong Frederik fik et barn i skødet og blev fotograferet under sit besøg i Multihuset i KFUMs soldaterhjem i Kangerlussuaq torsdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix


»Vi taler meget om, at Kongen er den samlende figur i rigsfællesskabet, og det får vi sat billeder på.«

»Det er rørende at se, at Kongen efter det pres, grønlænderne har oplevet, bliver et symbol på, at vi er et rigsfællesskab, og mange grønlændere oplever det som en kæmpe tryghed, når deres konge så kommer på besøg,« siger Gitte Redder.

Hun påpeger også, at selvom besøget ikke er politisk, så er der ingen tvivl om, at det også har sendt et budskab over Atlanten.

»Det her er også et godt signal at få sendt til Donald Trump,« siger Gitte Redder.