Prins Henrik er hjemme igen efter sin overraskende solferie under det belgiske statsbesøg. I går fejrede familien prins Felix’ konfirmation

Prins Henrik er atter tilbage i Danmark og på plads ved Dronningens side, og i går deltog han sammen med den øvrige familie ved konfirmationen af barnebarnet prins Felix. Fredag aften returnerede prins Henrik ifølge BTs oplysninger til København med fly fra Barcelona lige akkurat tidsnok til at være til stede ved festlighederne, der tog deres begyndelse i går formiddag ved Fredensborg Slotskirke og sluttede med konfirmationsfrokost på Amalienborg.

Tidligere på ugen forbløffede Prins Henrik ellers med sit fravær under det belgiske statsbesøg, der efterlod dronning Margrethe ene og alene med værtskabet ved det tre dage lange besøg af belgiske kong Philippe og dronning Mathilde. ’Mystisk’, ’pinligt’ og ’illoyalt’ lød det bl.a fra de royale eksperter.

Fredag kunne BT så fortælle, at prins Henrik droppede det belgiske besøg, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary spillede en stor værtsrolle til fordel for en rejse sydpå til sol og varme. Det skete, selvom Dronningen forud for statsbesøget havde udtalt til det belgiske medie RTL, at prins Henrik ville deltage og ’så frem til besøget’.

Det var da også en 82-årig prins med fin ansigtskulør, der sammen med sin hustru trådte ud på trapperne foran Fredensborg Slotskirke. Sammen med den øvrige familie og konfirmand Felix poserede de for pressen akkompagneret af hornmusik.

Foto: Marie Hald
Vis mere

Hjemme igen dagen inden fest

Både prins Henrik og dronning Margrethe trådte meget forsigtigt og støttede sig til hinanden arm i arm ned ad trinene og smilede til fotograferne.

Sidst man så prins Henrik offentligt, var 21. marts, da han sammen med kongefamilien deltog i bisættelsen af prins Richard i Bad Berleburg i Tyskland. Herefter returnerede han til Danmark for allerede dagen efter – om morgenen 22. marts – at flyve fra København med et Brussels Airlines-fly til den belgiske hovedstad, Bruxelles. Det var dog ikke den endelige destination. Turen gik videre sydpå, afslørede BTs kilder.

Efter ti dage i udlandet ankom prins Henrik til København med et fly fra Barcelona fredag aften omkring kl. 20, ifølge BTs kilder.

Der har på det seneste været et stigende fokus på forholdet mellem dronning Margrethe og prins Henrik. Henrik har ved flere lejligheder udtrykt sin utilfredshed med og skuffelse over, at han ikke kunne blive udnævnt til konge.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I Nytårstalen 2015 meddelte dronning Margrethe så, at prins Henrik ville gå på pension. En melding, som naturligvis har betydet færre officielle opgaver og kongelige arrangementer for prinsen. Dog har det været bemærkelsesværdigt, hvor lidt parret har optrådt sammen.

Det pludselige afbud til det belgiske statsbesøg er ikke det eneste opsigtsvækkende. I 2015 blev han væk fra Dronningens 75-års fødselsdag – på grund af sygdom. Han blev dog kort efter set spadsere rundt i den italienske by Venedig.

Prins Henrik og dronning Margrethe skal senere i år fejre guldbryllup. Det bliver overraskende holdt under private former uden for offentlighedens søgelys.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Foto: Nils Meilvang
Vis mere