Folketingets formand Pia Kjærsgaard holdt tirsdag formiddag en yderst rørende tale til ære for afdøde prins Henrik.

Formanden måtte stoppe op flere gange og havde en meget grødet stemme i tårer i øjenene.

»En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske han var, og hvis lige man skal lede længe efter. Han favnede bredt og hans lyst til at lære nyt og udvikle sine mange talenter varede ved til det sidste. Hans nysgerrighed efter at opleve verden, hans passion for kunsten og hans filosofiske tilgang til livet gjorde ham til en skattet livsledsager, ven og samtalepartner,« siger folketingsformanden i sin tale om prins Henrik ifølge Folkteinget.dk.

Ved mindehøjtideligheden i Folketinget læste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et officielt brev - et såkaldt reskript - op fra dronning Margrethe.

Se Altinget.dks video af talen herunder. Du kan spole frem til 07:20 i videoen.

I sin tale kom Pia Kjærsgaard derudover ind på kærligheden mellem prins Henrik og dronningen.

»Hans største og fremmeste kald i Danmark har dog været som trofast støtte for sin hustru og dronning. Man skal ikke langt ind på siderne af hans digtsamlinger, før man fuldstændig betages af hans uforbeholdne og udtryksfulde kærlighed til sin hustru og livsven,« sagde Kjærsgaard, der har svært ved at holde tårerne tilbage undervejs i talen.

»Og hvis det ovenikøbet er en af de digtsamlinger, som dronningen har illustreret, så har man det fineste bevis på, hvilken støtte og berigelse de to ægtefæller har været for hinanden i kunsten og i kærligheden. Dronning Margrethe har ved flere lejligheder offentligt takket prinsen for hans store støtte og inspiration. Den beundringsværdige og engagerede tilgang, som dronningen har til sin livsopgave, har hun altid givet prinsen en stor andel i,« siger Kjærsgaard.

Netop det har danskerne kunnet se og mærke, mener Kjærsgaard.

»Verden har mistet en af sine store personligheder. Det er et smerteligt tab og en stor sorg for familien og vennerne. Det er et smerteligt tab og en stor sorg for os alle sammen. På hele Folketingets vegne sender jeg min dybeste medfølelse og kondolence til Hendes Majestæt Dronningen og hele den kongelige familie. Æret være prins Henriks minde,« siger Kjærsgaard.

Efter talen holdt de folkevalgte et minuts stilhed til ære for prins Henrik.

Både Pia Kjærsgaard og Løkke deltager ved prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke.