Til april er det ti år siden, at britiske prins William satte en ring på Kate Middletons finger og gjorde hende til hertuginde og en af verdens mest berømte kvinder.

Siden er hertuginde Kate, der lørdag fylder 39 år, blevet en af Englands mest populære kongelige. Men hvad er det, der gør hende til så stor en succes? Og var det tilfældigt, at hun mødte prins William?

Mens danskerne jubler over kronprinsesse Mary, så er de britiske royale tilhængere ved at falde i svime over hertuginde Catherine – eller Kate, som hun kaldes.

For hun har i den grad leveret varen. Hun er smuk, har sikret tre arvinger til den britiske trone, og så har hun rystet sit lidt stive og kedelige image af sig og er begyndt at give lidt mere af sig selv – præcis som briterne kan lide det.

Kate og William har sikret tre arvinger til tronen. Her ses de kort efter, at seneste skud på stammen blev født - nemlig den lille prins Louis i 2018.
Kate og William har sikret tre arvinger til tronen. Her ses de kort efter, at seneste skud på stammen blev født - nemlig den lille prins Louis i 2018. Foto: ISABEL INFANTES
Vis mere

»Den kongelige familie i England bliver set som meget stiv og gammeldags, og hun er kommet ind som et frisk pust – en smuk kvinde. Men også en, der har taget sin mand under armen og gjort ham til et bud på fremtidens konge. Jeg tror, at hun har formået at positionere sig på den moderne måde at være kongelig på,« forklarer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der har boet i England de seneste 20 år.

Han mener, at Kates force er, at hun både er folkelig, deler ud af sig selv og har engageret sig i de rigtige mærkesager om blandt andet børns vilkår. Men samtidig har hun også den helt rigtige forståelse for, hvad det vil sige at være et medlem af kongehuset:

»Kate gjorde det fornuftige ved at holde en lidt lav profil i begyndelsen og være ung og smuk, og så kunne hun med tiden, når hun følte, hun kunne stå solidt på begge fødder, begynde at byde ind. Og det kunne folk godt lide, og nu er hun er langt mere populær end både sin mand og prins Harry og stakkels prins Charles, der aldrig kommer op i toppen,« siger Jakob Illeborg.

Historien om William og Kate går tilbage til 2001, hvor de mødte hinanden på det skotske universitet St. Andrews, hvor de begge studerede kunsthistorie.

Hertuginde Kate er tidligere blevet beskrevet som lidt kedelig. Men de seneste år er hun trådt mere i karakter  - som her under et besøg i Pakistan i 2019. 
Hertuginde Kate er tidligere blevet beskrevet som lidt kedelig. Men de seneste år er hun trådt mere i karakter  - som her under et besøg i Pakistan i 2019.  Foto: FAROOQ NAEEM
Vis mere

Angiveligt var det en bevidst handling fra Kate at søge ind på samme universitet som prins William. Egentlig var hun allerede året inden blevet optaget på universitetet i Edinburgh, som længe havde været hendes drøm, da det blev annonceret, at prins William skulle læse på St. Andrews.

Til alles undren droppede Kate, der voksede op i et højere middelklassehjem og havde gået på finere privatskoler, sin første prioritet. Og ligesom prins William meddelte hun, at hun ville tage et sabbatår og gå efter en optagelse på St. Andrews.

Forfatteren og kongehuseksperten Katie Nicholl beskriver ifølge magasinet Marie Claire hændelsen som en 'dramatisk og pludseligt ændring fra hjertet'.

På St. Andrews mødte Kate hurtigt den jævnaldrende William, og de blev venner. Men det lavede et modeshow på universitetet om på. For da Kate spankulerede ned ad podiet iført en halvgennemsigtig kjole, spærrede Englands fremtidige konge øjnene op.

Prins William og hertuginde Kate har de seneste år taget briterne med storm - ikke mindst grundet deres tre børn.
Prins William og hertuginde Kate har de seneste år taget briterne med storm - ikke mindst grundet deres tre børn. Foto: POOL
Vis mere

»Wow, Kate er hot,« skulle prins William angiveligt have sagt til sine venner, har Katie Nicholl beskrevet i en bog ifølge The Sun. Hun har desuden fortalt i en dokumentar, at Kate vidste præcis, hvad hun gjorde til det modeshow.

De kongelige har aldrig meldt ud, hvad der er op og ned på historien, men kort efter modeshowet blev prins William og Kate Middleton kærester. Og året efter flyttede de og et par kammerater sammen i en lejlighed i St. Andrews, hvor de fortsat studerede.

Og resten er royal historie. Foruden et kortvarigt brud har de to været sammen lige siden.

Den 29. april 2011 blev de gift ved et storslået bryllup i Westminster Abbey i London, og de er efterfølgende blevet den royale kernefamilie, som briterne har drømt om, siden prinsesse Diana og prins Charles' forliste ægteskab blev offentligt i 90erne.

Prins William har virkelig skudt papegøjen, da han fandt Kate. Hun kan både være fin, sjov og sporty.
Prins William har virkelig skudt papegøjen, da han fandt Kate. Hun kan både være fin, sjov og sporty. Foto: POOL
Vis mere

Især de seneste år har det royale par virkelig været en succes – ikke mindst efter  prins Harry og hertuginde Megan sidste år forlod det britiske kongehus.

»Man kan jo blomstre mere, når andre laver problemer. Meghan har jo gjort, at det ikke gør noget, at Kate er lidt kedelig. Man kan jo ikke have to af Meghans slags,« forklarer kommunikationsekspert Anna Thygesen.

Hun peger desuden på, at de britiske kongelige er blevet virkelig gode til at bruge de sociale medier til at komme tættere på befolkningen.

De seneste år har vi både set hertuginde Kate og prins William lave mad og bage, og de er blevet fulgt tæt på en togtur rundt i landet, ligesom de ofte deler videoer og billeder af deres børn:

»I England skal de kongelige tjene landet. Det er det, de er sat i verden for. Og når du er det, så er det nok nemmere at dele ud af sig selv. For de har accepteret, at sådan er det,« siger Anna Thygesen.

Kate roses for at være god til at engagere sig i de rigtige sager.
Kate roses for at være god til at engagere sig i de rigtige sager. Foto: POOL
Vis mere