Overlæge understreger: Livet bliver aldrig det samme for Mette-Marit
Den norske kronprinsesse skal vænne sig til et nyt liv, efter hun har fået foretaget en lungetransplantation.

Den norske kronprinsesse skal vænne sig til et nyt liv, efter hun har fået foretaget en lungetransplantation.

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, fik i juni nye lunger, efter hun i flere år har lidt af den kroniske sygdom lungefibrose.
Men selvom hun så småt er ved at komme sig, så bliver hendes liv aldrig det samme.
Det fortæller overlæge på Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg, Jesper Magnusson, som er specialist i lungetransplantationer, til det norske TV 2.
»Målet er, at patienterne får et meget bedre liv, end da de var syge med lungesygdommen, men livet vil aldrig blive det samme som før sygdommen,« siger han og uddyber:
»Du skal tage medicin på bestemte tidspunkter og træne regelmæssigt for at opbygge den muskelmasse, du mistede, mens du var alvorligt syg. Det er også vigtigt aldrig at springe en træning over«.
Overlægen fortæller, at Mette-Marit lige nu går igennem den hårdeste tid, hvor hun højst sandsynligt skal på et rehabiliteringscenter.
I løbet af det første år er der en stor risiko for akut afstødning af organet, så han understreger, at det er vigtigt at tage medicin regelmæssigt og gå til de planlagte kontrolbesøg.
Ifølge Magnusson er mellem 60 og 70 procent af patienterne i live efter fem år, og kun halvdelen er i live efter ti år.
Han ser dog en lys fremtid for Mette-Marit, hvis hun holder sig fysisk aktiv og følger lægens gode råd.
I slutningen af juli delte kronprinsessens mand, kronprins Haakon, en opdatering på sin hustru.
»Heldigvis går det bedre, tak. Men det er begyndelsen på en ret lang vej mod at blive bedre,« lød det fra den norske tronarving, da en journalist spurgte ind til Mette-Marits tilstand ifølge VG.