Den lille nye royale svenske baby, der formentlig kommer til verden i april, går en lys fremtid i møde, vurderer kongehusekspert.

Babyen, der indtil videre kun er en lille spire i sin mors prinsesse Sofias mave, overhaler nemlig både prinsesse Madeleine samt hendes to børn, prinsesse Leonora og prins Nicolas.

Prins Carl Philip er nemlig storebror til prinsesse Madeleine og dermed længere oppe i tronfølgen end sin lillesøster.

Og da storesøster kronprinsesse Victoria ind til videre kun har et barn - og dog er gravid med sit andet barn - så vil Carl Philips barn få en forholdsvis fremtrædende plads i det svenske kongehus.

Det fortæller kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

»Carl Philips barn vil jo komme relativt langt frem i tronfølgen, for det vil jo overhale Madeleines børn. Og derfor vil Carl Philips gren af familien få en større del af betydning som en del af kongehuset i fremtiden, hvorimod Madeleines børn nok vil få en ret lille betydning,« siger han.

Selv om den kommende kongelige baby altså har en lys fremtid, så skal den lille pige eller dreng dog ikke gøre sig forhåbninger om at blive tronfølger en dag.

»Det vil være meget usandsynligt, da vi har Victoria og hendes datter samt en lillesøster eller lillebror. Men Carl Philips barn vil mere komme til at spille en rolle som en del af kongefamilien og få en del officielle pligter,«siger Lars Hovbakke Sørensen.

Sådan ser det ud på Facebook, hvor det svenske kongehus tidligere torsdag offentliggjorde, at prins Carl Philip og prinsesse Sofia venter et barn.

Han peger også på, at Carl Philips barn vil få en lysere og mere kongelig fremtid end f.eks. danske prins Joachims børn.

»Forskellen er, at Victoria ikke har så mange børn som kronprins Frederik, og derfor vil prins Carl Philips børn få en mere fremtrædende rolle. Da Frederik har fire børn, så er Joachims børn gledet betydeligt ned i arvefølgen, og derfor vil de spille en mindre betydelig rolle, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Ifølge eksperten er det ikke usandsynligt, at vi f.eks. ser prins Joachims børn flytte til udlandet, når de bliver større.

»Ja, det kunne de sagtens, for de har ikke nogle opgaver af betydning herhjemme, og de vil nok heller ikke få det,« siger eksperten, der peger på, at prins Joachims fire børn nok også må påregne at finde sig et arbejde, når de bliver voksne, da de ikke kan forvente, at de kan blive forsørget af apanage.