Der er et stigende ønske hos befolkningen om, at dronning Margrethe abdicerer og overlader tronen til kronprins Frederik, der dermed ville regere sammen med kronprinsesse Mary.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseorganisationen YouGov har foretaget for B.T., og som kongehuseksperten Søren Jakobsen kalder 'chokerende'.

I modsætning til tidligere, hvor der var et klart ønske om, at Dronningen skulle blive siddende, er befolkningen nu delt midt over. 41 procent af de adspurgte synes, at Dronningen skal abdicere i 2020, mens 40 procent er imod, og 19 procent har svaret 'ved ikke'.

»Det overrasker mig virkelig. Opbakningen til kongehuset og respekten for Dronningen er enorm, så det er ingen overdrivelse at sige, at der er tale om en chokmåling,« siger Søren Jakobsen.

»Jeg har i tidligere undersøgelser noteret mig et klart flertal for, at Dronningen skal blive siddende, fordi hun har klaret sig godt og været meget stærk efter prins Henriks død. Der er sket et stemningsskift,« siger eksperten, som har et bud på, hvorfor det er sket:

»Man ser både i erhvervslivet og i politik, at topfigurerne bliver skiftet ud med jævne mellemrum. Tiden er løbet fra livsvarige embeder. Skiftet i undersøgelsen viser nok, at en stor del af danskerne mener, at Dronningen har gjort sin pligt og med meget god ret kan trække sig tilbage og overlade tøjlerne til kronprinsparret, som har vist, at de kan gøre det,« siger Søren Jakobsen.

I en YouGov-undersøgelse fra 2010 om, hvorvidt dronning Margrethe burde abdicere snarest muligt, var blot 19 procent af de adspurgte enige, mens 48 procent var uenige. 28 procent var hverken enige eller uenige, mens fire procent svarede 'ved ikke'.

I januar i år blev der spurgt, om Dronningen burde abdicere i år. Her svarede 30 procent 'ja', 48 procent 'nej' og 22 procent 'ved ikke'.

Dronning Margrethe har gentagne gange meldt ud, at hun agter at blive ved magten indtil sin død, og eksperten tror, at hun vil holde sit ord.

»Det er befolkningens ønsketænkning, at hun abdicerer. Hun er viljefast grænsende til det stædige, og en dame, der vil dø med støvlerne – eller i dette tilfælde kronen – på. Hun vil være tro mod det løfte, hun har givet sig selv, og den arv, hun har fra sin far, som var konge til sin død,« siger Jakobsen.

Hos YouGov bekræfter kommunikationschef Lars Gylling, at der er sket et skred i befolkningens holdning til, om Dronningen skal abdicere. Han mener, at hendes alder kan spille ind i det stigende ønske om, at hun giver tronen fra sig.

»Til forskel fra tidligere år skriver vi nu, at Dronningen fylder 80 år. Det kan betyde noget, at vi giver den oplysning. Hvis den var udeladt, kunne jeg forestille mig, at flere ville sige, at hun skal blive siddende. Formuleringen kan betyde en lille smule. Derfor er det svært at sammenligne med målinger uden oplysninger om hendes alder,« siger Gylling til B.T.

Det er ved at være på tide, at Dronning Margrethe giver tøjlerne videre til Kronprins Frederik, synes mange danskere. Her ses de sammen med prins Joachim og prinsesse Marie til Folketingets åbning på Christiansborg i København, tirsdag den 2. oktober 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Det er ved at være på tide, at Dronning Margrethe giver tøjlerne videre til Kronprins Frederik, synes mange danskere. Her ses de sammen med prins Joachim og prinsesse Marie til Folketingets åbning på Christiansborg i København, tirsdag den 2. oktober 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere