De har holdt sig fra norske medier gennem længere tid og har ikke villet tale om titlen, som mange har på sinde.
Nu har det norske og kontroversielle par Märtha Louise og Durek Verrett til gengæld lavet et svensk tv-interview, der bliver vist fredag, hvor journalisten angiveligt har haft tilladelse til at spørge om alt.
Af flere grunde falder det kongehusekspert Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen for brystet, skriver det norske TV 2.
»Jeg prøver så ofte at finde den mindste smule sympati og forståelse for dette par, hvilket jeg synes, de fortjener, men de gør det virkelig svært,« siger han og tilføjer:
»Hvis det her igen bliver et 'det er kun den norske presse, der ikke forstår os', så fjerner de al den velvilje, jeg havde i deres retning.«
Hertil uddyber han, at det bliver spændende, hvorvidt parret vil tale om prinsessetitlen, som flere nordmænd mener skal fjernes fra Märtha Louise.
Det kommer sig af, at de flere gange har brudt den aftale, som de har med det norske kongehus.
Og det er ellers en aftale, der er ganske klar:
Efter prinsesse Märtha Louise for tre år tilbage trådte ud af det arbejdende kongehus, må hverken hun eller Durek Verrett 'synliggøre tilknytning til kongehuset' i deres kommercielle aktiviteter.
Senest har parret ifølge flere kongehuseksperter gjort det i forbindelse med deres Netflix-dokumentar.
Og her mener kongehuseksperten, at det ikke vil have betydning, om titlen bliver fjernet fra prinsessen.
»Det er, som jeg har sagt det før, det hjælper ikke at tage Märtha Louises prinsessetitel væk, hun vil alligevel sælge sin kongelige status,« siger Schulsrud-Hansen og tilføjer, at det »virker respektløst« over for kongehuset og ikke mindst kong Harald.