Selvom balladen om det britiske kongehus ser ud til at være stilnet lidt af, så virker der stadig til at være problemer i familien.
Særlige fødselsdagshilsner til prins Harry og hertuginde Meghans søn, Archie, har skabt nye spekulationer om det familiære forhold.
Da den lille Archie torsdag fyldte to år, benyttede både prins William, prins Charles samt kongehuset lejligheden til at sende prinsen fødselsdagshilsner gennem deres officielle instagram-profiler.
Og det er ifølge de britiske medier Daily Mail og The Sun opsigtsvækkende, da Archie ligesom sin far og mor ikke længere er et officielt medlem af den britiske kongefamilie.
En unavngiven kilde siger til Daily Mail, at den officielle fødselsdagshilsen er et tegn på, at familien forsøger at reparere forholdet til Harry og Meghan.
»Det er er klart tegn på, at man gør en indsats – fra deres side i det mindste – på at forsøge at reparere og pleje forholdet til Harry og Meghan, uanset hvor skrøbeligt, det er,« lyder det fra kilden.
Lille Archies fødselsdag har dog også givet anledning til andre spørgsmål. For hvor mange gange har hans farfar, den britiske tronfølger prins Charles, egentlig set sit yngste barnebarn?
De billeder, som blev brugt på de sociale medier, viser en meget lille Archie ved sin dåb. Og det er måske ikke helt tilfældigt.
Ifølge Daily Mail kan det skyldes, at der simpelthen ikke findes nye billeder af den lille dreng sammen med de andre medlemmer af kongehuset, da de nok ikke har set ham særlig mange gange.
Prins Charles har angiveligt kun set sit barnebarn to gange, mens Harrys bror prins William og hans familie kun har set prins Archie en håndfuld gange, beretter en anonym kilde til Daily Mail.
En del af det knappe bekendtskab til den lille dreng, skyldes foruden coronarestriktioner formentlig, at prins Harry og Meghan ikke havde Archie særligt meget med ude af huset, mens de stadig var kongelige.
Meghan og Harry lagde også selv en fødselsdagshilsen op til deres lille dreng.
Parret var desuden heller ikke særlig meget hjemme, da de både rejste på ferie to gange til Ibiza og Sydfrankrig, ligesom parret heller ikke deltog i den kongelige families årlige ferie i Skotland.
Derudover tilbragte parret flere uger i Canada i efteråret 2019, indtil de i begyndelsen af 2020 meddelte, at de ville trække sig fra kongehuset.
Da de tog til England i januar og marts for at tale med kongehuset og afslutte deres mellemværende som kongelige, havde de heller ikke lille Archie med. Han blev i stedet hjemme i USA.
Og siden har Archie ikke sat sine små ben i England, ligesom den kongelige familie grundet corona heller ikke har forladt landet for at besøge ham.