Der har nærmest altid svirret rygter omkring fyrsteparret af Monacos forhold.

Men de nyeste af slagsen har hoffet i Monaco set sig nødsaget til at afkræfte officielt, efter rygterne om prins Albert og prinsesse Charlenes angivelige separation har bredt sig i den franske presse.

Afkræftelsen af skilsmisserygterne sker overfor Royal Central.

Rygterne startede, da det franske medie Royauté skrev, at fyrsteparret var i gang med processen om at blive separeret.

Siden blev historien gentaget flere steder i den franske presse, foruden i forskellige internationale tabloidmedier.

Nu udtaler fyrstedømmets kommunikationsafdeling så, at man »formelt afviser de ondsindede rygter fremsat af det franske magasin Royauté.«

Det tilføjes, at rygterne er »fuldstændig grundløse.«

65-årige Prins Albert og 45-årige prinsesse Charlene af Monoca har været gift i 12 år. Sammen har ægteparret de 8-årige tvillinger, prins Jacques og prinsesse Gabriella.

Fyrsteparret af Monaco, prinsesse Charlene og prins Albert, med deres otteårige tvillinger, prins Jacques og prinsesse Gabriella, fra paladset i Monaco, 27. januar 2023.
Fyrsteparret af Monaco, prinsesse Charlene og prins Albert, med deres otteårige tvillinger, prins Jacques og prinsesse Gabriella, fra paladset i Monaco, 27. januar 2023. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Det er dog langt fra første gang, at der har været stillet spørgsmålstegn ved fyrsteparret af Monacos forhold.

Parret viser sig sjældent sammen offentligt, og et længere sygdomsforløb, der adskilte prinsesse Charlene fra familien, satte ligeledes yderligere ild til spekulationerne om problemer i parrets forhold.

Allerede fra fyrst Albert og fyrstinde Charlene stod frem som kærester i 2006, startede den første af fyrst Alberts faderskabssager, som siden har dokumenteret, at han har to børn udenfor ægteskabet.

Det er senest blevet bemærket, at ægteparret er offentliggjort til at ankomme sammen til den britiske kong Charles' kroning til maj.