Overraskende information sætter atter fokus på prinsesse Dianas død i 1997.

Ifølge en ny kilde blev både prinsesse Diana af Wales, hendes elsker Dodi al Fayed og deres chauffør angiveligt dræbt af en person fra den britiske hær, skriver Sky News.

Oplysningerne, der kommer fra svigerforældrene til en tidligere soldat, er blevet videregivet af britisk militærpoliti og har angiveligt referencer til prinsesse Dianas dagbog.

Ifølge Sky News bliver de nye oplysninger taget seriøst af Scotland Yard, der, ifølge Sky-reporter Martin Brunt, sågar overvejer at genoptage sagen.

Prinsesse Diana, Dodi al Fayed og deres chauffør Henri Paul døde, da deres Mercedes ramte en betonsøjle i Pont de l'Alma-tunnellen i Paris i august 1997.

I 2008 afgjorde en undersøgelse i London, at Dianas død var uagtsomt manddrab og at bilens chauffør Henri Paul og jagende paparazzi-fotografer havde skylden for dødsfaldene.

Dodis far Mohammed al Fayed, der tidligere ejede det store varehus Harrods i London, har længe hævdet at parret blev myrdet.