Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, har lidt endnu et nederlag i retten.

Hertugparret har de seneste måneder været involveret i et søgsmål mod avisgruppen Associated Newspapers, da de mener, at tabloidavisen Mail on Sunday har krænket deres ære.

Kontroversen mellem de to parter skyldes, at avisen i februar 2019 publicerede et privat brev, som hertuginden sendte til sin far i 2018. I brevet skal hun blandt andet have bedt faderen om at stoppe med at udtale sig til pressen.

Retssagen har både budt på op- og nedture for prins Harry og 39-årige Meghan, men tirsdag eftermiddag bød sagen altså så på endnu en nedtur. Det skriver Sky News.

Associated Newspapers har hævdet, at hertuginde Meghan selv har samarbejdet med forfatterne bag den nyligt udgivede bog 'Finding Freedom' og givet dem detaljer om det omtalte brev.

Associated Newspapers påstår, at Meghan har formået at fortælle 'sin version af begivenhederne på en måde, der taler for hendes sag', fordi hun har samarbejdet med forfatterne.

Hertuginde Meghans advokater har dog omvendt hele tiden nægtet, at hun på nogen måde har haft noget med bogen at gøre.

Alligevel blev det i retten tirsdag slået fast af dommer Francesca Kaye, at Mail on Sunday gerne må bruge bogen i deres forsvar. Noget, der blev godt modtaget af Associated Newspapers:

»Meghan har tilladt, at information om hendes privat- og familieliv – deriblandt hendes forhold og kommunikation med hendes far og brevet samt andre personers privat- og familieliv – er offentligt tilgængeligt i en bog,« siger avisgruppens advokat Anthony White.