»Hans Majestæt Kongen har reageret godt på behandlingen og er kommet sig hurtigt. Han udskrives fra hospitalet i dag.«
Sådan lyder det torsdag eftermiddag fra det norske kongehus.
Onsdag lød det ellers fra kong Haralds livlæge, Bjørn Bendz, at regenten ville forblive på hospitalet i et par dage endnu til observation og yderligere behandling.
»Det er vigtigt, at vi får et godt overblik over og kontrol med hans helbred, inden kongen udskrives – selvom hans tilstand er stabil nu,« sagde Bjørn Bendz i den forbindelse.
Kontrollen og det gode overblik over kong Haralds helbred kom tydeligvis hurtigere end antaget, og nu er livlægen og det lokale sundhedspersonale klar til at udskrive monarken.
Kong Harald har siden tirsdag ligget indlagt på et hospital på Tenerife, hvor han er på vinterferie med dronning Sonja.
Han blev indlagt på Universitario Hospiten Sur på grund af en infektion i benet og dehydrering.
Kongeparret fortsætter deres private ophold på Tenefire, og der er endnu ikke taget stilling til, hvornår de rejser hjem.
Men i meddelelsen hedder det:
»Kongens læge bliver på Tenerife nogle dage for at følge udviklingen.«
Der vil komme en ny opdatering på kong Haralds helbredssituation mandag den 2. marts, eller hvis der opstår en ændring i den.
