Herhjemme blev det tidligere på året slået fast, at Kongehusets mest populære medlem hedder kronprins Frederik. 

Det var analyseinstituttet YouGov, der stod for målingen, og nu har de gjort det samme med medlemmerne af det britiske kongehus.

Her viser det sig, at det også er tronarvingen – kronprins William – som flest briter kan lide. Hele 74 procent af de adspurgte er positive overfor ham, og dermed sniger han sig lige akkurat ind på førstepladsen foran prinsesse Anne (73 procent) og sin hustru, hertuginde Kate (72 procent).

Manden, der står i spidsen for foretagendet, kong Charles, halser efter. 'Kun' 60 procent er positivt stemt over for ham, mens 32 procent er negativt stemt. Næsten identisk er tallene, når der ses på den generelle stemning overfor det britiske kongehus. 

Der er nærmest ingen, der kan fordrage prins Andrew.
Der er nærmest ingen, der kan fordrage prins Andrew. Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Han kan dog glæde sig over, at han trumfer hustruen dronning Camilla, der med 47 procent positivt stemte og 42 procent negativt stemte må siges at dele vandene.

Knap så overraskende er det, at vi i den tunge ende finder de royale udbrydere prins Harry og hertuginde Meghan Markle. Igen og igen er de gået til angreb på det britiske kongehus, og det er ikke noget, man bliver populær på.

Hele 63 procent er negativt stemt over for kongens yngste søn, mens den for Meghan Markle ryger helt op på 68 procent. 

De har dog fortsat en del, der skal indhentes, hvis de vil indtage tronen som kongehusets mest upopulære.

Den titel går helt suverænt til prins Andrew, hvor hele 88 procent er negativt stemte. Prinsen har da også været igennem en voldsom nedtur grundet anklagerne fra Virginia Giuffre om seksuelle overgreb. En sag, som parterne sidste år indgik forlig i.

Anklagerne betød, at prins Andrew mistede de fleste af sine kongelige privilegier, retten til at kalde sig 'hans kongelige højhed' samt en stor del af sine protektioner.