Ny liste kortlægger Danmarks magtelite - kong Frederik er nummer fem: Derfor er han så magtfuld


En helt ny kortlægning af Danmarks magtelite har set dagens lys, og her kommer kong Frederik ind på listens femteplads.
Normalt taler vi ikke om kongehusets medlemmer som magtfulde, men det er altså en sandhed med modifikationer, fortæller én af forskerne bag projektet.
Den nye kortlægning er i første omgang blevet udgivet i mediet Zetland og bag den står de tre sociologer Anton Grau Larsen, Sarah Steinitz og Christoph Ellersgaard.
Kortlægningen er lavet ved at se på offentligt tilgængelige netværk gennem godt 10.000 forskellige fora. Så kort sagt - hvem kender hvem i officiel forstand.
Dataen er indsamlet i 2024, og det betyder også, at kong Frederik netop har været konge i hele perioden.
Som kronprins var han også en del af magtens inderkreds, men som konge har hans magt alligevel fået et nyk op, fortæller magteliteforsker Christoph Ellersgaard.
»Han er blevet langt mere central,« siger forskeren.
Man plejer jo at sige, at Kongehuset ikke har nogen magt. Hvordan hænger det sammen med, at kong Frederik er nummer fem på den her liste?
»Det er forkert at sige, han ikke har nogen magt, men den form for magt han har, er vi ikke vant til at tale om, for den er symbolsk og knyttet til symboler og status,« siger Christoph Ellersgaard.
Han påpeger tre ting, der særligt gør, at kong Frederik er den femte mest magtfulde på listen.
»Det første er de kongelige baller, det andet er hans protektioner, og det tredje er statsråd, hvor han er helt tæt på regeringen,« siger Christoph Ellersgaard.
Kongen deltager jævnligt i statsråd, hvor han underskriver love og orienteres om kommende lovforslag.

I den nye opgørelse har forskerne også givet de kongelige protektioner en anden betydning end tidligere, og det betyder også, at kong Frederik har fået et langt tungere netværk.
Sociologerne kunne konstatere, at Kongen er så involveret i protektionerne, at man nu tæller bestyrelserne i Kongens protektioner med i hans netværk.
»Og det har gjort kong Frederik vigtigere,« forklarer Christoph Ellersgaard.
Kong Frederik er blandt andet protektor for Dansk Idrætsforbund, Dansk Arkitekturcenter, Røde Kors, DGI mfl.
En anden af grundene til, at Kongen er nummer fem på listen over de mest magtfulde, er fordi han binder rigtig mange andre magtfulde mennesker sammen - eksempelvis gennem kongelige fester, nytårskure, jagter mm.
»Det er et billede på, hvor vigtigt et bindeled han er i de her netværk, og det der kendetegner Kongehuset er, at man kan bygge bro mellem forskellige. Kongehuset har på mange måder en samlende funktion og går på tværs af forskellige elitegrupper,« fortæller Christoph Ellersgaard.
»Han har så stærkt et netværk, fordi han kommer bredt ud og mødes også med nogle af Danmarks allerrigeste, adelen og ejerne af de store jyske industrivirksomheder,« tilføjer forskeren.
Den fulde magtkortlægning fra de tre sociologer udkommer som bog senere på året.