Mere end 20 millioner kroner. Så meget brugte prins Harry og hertuginde Meghan på at renovere deres britiske hjem, Frogmore Cottage.

Nu er den kongelige bolig blevet omdrejningspunkt i en speget sag mellem kongen, hans søn og hans bror. Mens den ene er blevet smidt ud, nægter den anden angivelig at flytte ind.

Der har længe været spekulationer om to ting i Storbritannien. Hvad gør kong Charles med sin bror, prins Andrew, og sin søn prins Harry?

Begge de to tidligere så højtstående kongelige har de seneste år oplevet en royal deroute – prins Harry efter sin exit fra kongehuset og prins Andrew grundet sine tætte forbindelser til den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Frogmore Cottage er ikke nogen hytte, men et større hus med tidligere ti soveværelser.
Frogmore Cottage er ikke nogen hytte, men et større hus med tidligere ti soveværelser. Foto: Matrix / MediaPunch
Vis mere

Onsdag kom de første tegn på, hvad kong Charles har af planer med de to, der nu ikke længere er arbejdende medlemmer af kongehuset.

Kongen har bedt Harry og Meghan aflevere nøglerne til det royale hjem, som tidligere havde hele ti soveværelser, men som efter den store renovering nu må nøjes med fem soveværelser, skriver Independent.

I stedet har kongen angivelig tilbudt sin bror prins Andrew at flytte ind. Og det har skabt ballade.

For prins Andrew har siden 2004 boet i den noget større kongelige residens Royal Lodge, som rummer hele 30 værelser. Og han har tilsyneladende ikke tænkt sig at flytte frivilligt.

Prins Andrew virker ikke til at være begejstret for udsigten til at skulle flytte.
Prins Andrew virker ikke til at være begejstret for udsigten til at skulle flytte. Foto: JOHN STILLWELL
Vis mere

Royal Lodge, der ligger nogle kilometer syd for slottet i Windsor, var tidligere beboet af dronningemoderen Elizabeth. Prinsen overtog stedet efter hendes død, og ifølge Hello Magazine underskrev han en lejekontrakt gældende for 75 år. Ifølge den betalte han en engangssum på én million pund samt en ugentlig leje på 250 (2.100 kroner) for at bo på den smukke ejendom, der tilhører kongehusets ejendomsselskab, Crown Estate.

Værdien af ejendommen vurderes til 30 millioner pund svarende til 252 millioner kroner.

Ifølge de britiske medier er det kong Charles' visioner om at modernisere kongehuset ved at skære ned på antal medlemmer og udgifter, der ligger bag den kongelige husrokade.

Ifølge The Sun er prins Andrew bestemt ikke positivt stemt for at fraflytte de store gemakker, hvor han i øvrigt bor sammen med sin ekskone, Sarah Ferguson, til fordel for det noget mindre Frogmore Cottage, der desuden ligger på samme grund som slottet i Windsor, hvor også Adelaide Cottage, som prins William og prinsesse Kate bor i, ligger.

Frogmore Cottage ligger tæt ved slottet i Windsor.
Frogmore Cottage ligger tæt ved slottet i Windsor. Foto: Frank Augstein
Vis mere

En kilde udtaler til mediet, at prinsen insisterer på at blive boende i Royal Lodge, og at han ikke har tænkt sig at acceptere tilbuddet.

Ifølge Independent har prinsen dog fortalt venner, at han kan blive nødt til at fraflytte, hvis hans årlige apanage på 2,1 million kroner, som han modtager skattefrit, bliver skåret ned, hvilket der har været tale om.

Mindre ballade er der formentlig heller ikke mellem kong Charles og hans yngste søn, prins Harry, der altså nu er blevet smidt ud af den kongelige pragtejendom, som parret ellers fik brugsret til af den afdøde dronning Elizabeth, da parret blev gift.

Huset blev allerede et omdrejningspunkt for ballade, da prins Harry og hertuginde Meghan forlod det britiske kongehus, hvor der opstod en stor debat om de to millioner pund, som britiske skatteydere havde betalt for renoveringen af hjemmet. Efter noget tid valgte parret at betale pengene tilbage.

Meghan og Harry er temmelige upopulære efter Harrys bog.
Meghan og Harry er temmelige upopulære efter Harrys bog. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Men parret er langtfra tilfreds med at blive smidt ud. En af parrets venner udtaler til The Sun, at det føles, som om familien forsøger at 'skære dem ud af billedet'.

Ifølge den royale ekspert Tom Bower bør prins Harry dog vende pilen mod sig selv. For det var afsløringen af en masse royale hemmeligheder og en masse anklager i hans bog 'Reserven', der fik kongen til at blive sur på sin yngste søn, mener han.

»Harry og Meghan provokerede ham (kong Charles) med Harrys respektløse bog og de interview, han gav,« har han udtalt til Page Six.

Og den royale kommentator RS Locke er enig:

Kong Charles står bag beslutningen om, at Harry og Meghan skal forlade Frogmore.
Kong Charles står bag beslutningen om, at Harry og Meghan skal forlade Frogmore. Foto: POOL
Vis mere

»Det er umuligt ikke at tro, at dette er kong Charles' reaktion på 'Reserven', når Harry og Meghan angivelig fik at vide få dage efter bogens udgivelse, at de måtte fraflytte Frogmore Cottage,« udtaler hun til Independent.

Hun mener, at det er kongens måde at vise offentligheden, at han har straffet sin søn og svigerdatter.