På årsdagen for prins Henriks bisættelse onsdag havde dronning Margrethe valgt at gøre noget helt særligt.

Hun inviterede til en mindekoncert i Fredensborg Slotskirke til ære for sin afdøde ægtemand.

Her var den kongelige familie og en række af prinsens nære venner blandt deltagerne.

Blandt gæsterne var blandt andre den kendte erhvervsmand Fritz Schur. Han var nær ven med prins Henrik i en lang årrække og deltog også som den eneste ven, da prins Henrik blev bisat sidste år.

Blandt de inviterede gæster var også forhenværende kgl. konfessionarius Erik Norman Svendsen, prinsesse Benediktes hofdame - kammerherreinde Dorthe Iuel - og kammerherreinde Anna von Lowzow.

Fra den kongelige familie deltog prins Joachim og prinsesse Marie, og derudover dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Prins Henrik holdt meget af musik, og det var derfor, man fra hoffets side havde valgt at mindes ham på denne måde.

Koncerten blev spillet af musikere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og blandt numrene var blandt andet Musettas arie "Quando Me'n Vò" fra operaen La Bohème af Giacomo Puccini.

Mindehøjtideligheden finder sted meget tæt på, hvor Prins Henriks aske er nedsat i den private del af Fredensborg Slotshave.

Resten af asken blev spredt i de danske farvande.

Prins Henrik sov stille ind den 13. februar 2018 efter et langt liv, der startede en sommerdag i Frankrig og sluttede i Danmark på Fredensborg Slot.

Han blev 83 år gammel.