Endnu en bog om det svenske kongehus forventes snart at komme på gaden. Denne gang om dronning Silvia.

Titlen på den nye bog bliver 'Silvia – dronning for hver en pris', skriver avisen Expressen.

Og forfatteren bag projektet er Deanne Rauscher, medforfatter på den opsigtsvækkende bog 'Carl Gustaf – den modvillige monark', der den sidste uge har trukket avisoverskrifter i både Sverige og i udlandet.

Her kan man bl.a. læse, hvordan den 64-årige svenske konge købte strippere og var Silvia utro med andre kvinder. Bogens første oplag på 20.000 eksemplarer blev allerede udsolgt den første dag.

- Silvia er også en bog værd. Jeg forstår ikke, at hun har fundet sig i alt det negative, som er kommet frem omkring kongen, siger forfatter Deanne Raucher.

- Jeg tror, at folket føler stor sympati for hende. Det bliver et interessant psykologisk portræt, siger hun.

Bogen om Silvia er endnu ikke skrevet, men Deanne Raucher har planer om at få den færdig hurtigst muligt. Det er i sær alt det overskydende research i forbindelse med kongebogen, som har inspireret hende.

- Jeg har diskuteret projektet med forskellige forlag og en del mennesker, og interessen for bogen er stor, siger hun.

Direktør Kristoffer Lind fra forlaget Lind & Co, der har udgivet kongebogen, virker også meget interesseret.

- Vi har snakket lidt om det, men jeg kan ikke gå i detaljer. Men vi vil helt sikkert gerne udgive sådan en bod, siger han.

Hovedforfatteren til 'Carl Gustaf – den modvillige monark', Thomas Sjöberg, vil ikke sige, om han bliver en del af det nye bogprojekt.

- Jeg vil ikke diskutere, hvad vi internt har talt om. Men lige nu er jeg egentlig ikke interesseret i at sidde på mit kammer og skrive endnu en bog, siger han til Expressen.