Der er ingen tvivl om, at prins Harrys seneste udtalelser på tv og i hans bog har vakt opsigt.

Derfor har TV 2 også valgt at sende interviewet 'Harry: The Interview', hvor prinsen taler med tv-værten Tom Bradby.

Det skriver de en pressemeddelelse.

»TV 2 har nu sikret sig rettighederne til at vise ITV-interviewet i Danmark, hvor danskerne allerede mandag morgen kan klikke ind og se det,« lyder det.

I interviewet kommer værten angiveligt til at stille kritiske spørgsmål til de udtalelser, prins Harry og Meghan Markle er kommet med om det britiske kongehus.

Værten og prinsen har kendt hinanden i over 20 år.

I interviewet bliver der stillet spørgsmål til prinsens personlige forhold og helt nye detaljer om omstændighederne omkring hans mors, prinsesse Diana, død. Han fortæller også detaljeret om livet både i og uden for den britiske kongefamilie.

De britiske medier er i den grad gået frådende om bord i historierne fra prins Harry.
De britiske medier er i den grad gået frådende om bord i historierne fra prins Harry. Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

Allerede nu har offentligheden hørt en hel del fra prinsen.

I hans kommende bog 'Reserven', som flere medier allerede har fået tilsendt uddrag af, fortæller han både om at tage kokain, miste sin mødom, sin tid som soldat, og at hans bror William skulle have udøvet vold over for ham.

Buckingham Palace har endnu ikke kommenteret alle afsløringer i prins Harrys bog.

B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, mener, at der ikke er andre udveje for kongehuset end at reagere, men indtil videre har de forholdt sig tavse.

Du kan se interviewet på TV 2 Play mandag.