Det kom bag på de fleste, da kong Frederik i forrige uge pludselig udgav en bog umiddelbart efter sin indsættelse.

Nu kommer der endnu en bog om Danmarks nye regent. Denne gang varslet i lidt bedre tid.

For med knap et par ugers varsel er det blevet annonceret, at 'Frederik X – en konge bliver til' vil udkomme 8. februar.

Som i tilfældet med kong Frederiks egen 'Kongeord' er det ligeledes Politikens Forlag, der står bag udgivelsen.

Sådan ser forsiden af den kommende bog ud.
Sådan ser forsiden af den kommende bog ud. Foto: Politikens Forlag
Vis mere

Den er skrevet af journalist og forfatter Anne Sofie Kragh.

I omtalen af bogen, der er på 240 sider, lyder det blandt andet:

'Bogen om Danmarks nye konge er rigt illustreret med mere end 200 billeder og fortæller om, hvordan Frederik X som barn boede sammen med sin bror på øverste etage på Amalienborg, mens forældrene holdt til nedenunder.'

Den omhandler videre 'hans ungdom, hvor han var en næsten helt almindelig studerende i Aarhus, og hvordan han fik styrke til at acceptere sin skæbne gennem sin uddannelse i Frømandskorpset. Om, hvordan han mødte kærligheden og blev far til fire'.

Sådan ser den første bog, 'Kongeord', ud. 
Sådan ser den første bog, 'Kongeord', ud.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anne Sofie Kragh har tidligere skrevet flere bøger. Blandt andet også 'Benedikte' om kong Frederiks moster, prinsesse Benedikte.

Dertil kommer også en række politiske bøger om Mette Frederiksen, Morten Messerschmidt og Anders Fogh Rasmussen.

Og timingen med udgivelsen kan vise sig at være meget god. For første oplag af 'Kongeord' blev eksempelvis revet ned fra hylderne på få dage, så der måtte nye forsyninger til.

I øvrigt er endnu en bog – til de mindste læsere – på vej om kong Frederik.

For 7. marts udkommer 'Sigurd fortæller om Danmarks nye konge', der er skrevet af multikunstneren Sigurd Barrett. Men det er en helt anden historie.

Hør seneste afsnit af B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen' her: