Har du altid drømt om at eje kongelige møbler?
Så er det nu, du har chancen. For auktionshuset Bruun Rasmussen auktionerer nemlig snart en række møbler fra slutningen af 1800-tallet, der har bevidnet et leben på royale slotte.
Blandt andet kan du få dine velhavende fingre i et middagsbord i mahogni med fem meter udtræk af den velansete hofstolemager C.B. Hansen – et bord, som har stået i kronprinsfamiliens hjem i palæet på Amalienborg Slot.
Dengang var det ejet af kong Frederik 8., der boede på palæet, før hans datter prinsesse Thyra arvede det fine mahognibord og placerede det i sin københavnerresidens i ejendommen ved siden af, hvor bordet har stået indtil for ganske nyligt.

Men det monogramstemplede middagsbord er selvsagt ikke billigt. Det er nemlig blevet vurderet til mellem 50.000 og 75.000 kroner.
Hvis du har den slags penge og en hang til royalt møblement, så foregår auktionen hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København onsdag 2. marts.
Her kan du også byde på kong Christian 9. forgyldte sofa og matchende stolesæt og armstole i rokokostil med forgyldt træ og grønt velour, som har stået på Bernstorffs Slot.
For hele herligheden med sofa og i alt otte stole skal du dog regne med at slippe mellem 75.000 og 100.000 kroner.