TV 2-dokumentaren ‘Herlufsholms Hemmeligheder’ afslørede den 5. maj vold og krænkelser på kostskolen, men endnu har det været sparsomt med reaktioner fra kronprinsparret om, hvorvidt deres børn stadig har en fremtid på skolen.

16-årige prins Christian begyndte i 1.G på Herlufsholm sidste sommer, og hans lillesøster prinsesse Isabella ventes at begynde i 9. klasse på skolen efter sommerferien.

I eftermiddag var kronprinsesse Mary i Billund for at fejre byens 10-års fødselsdag som Børnenes Hovedstad.

Dén anledning benyttede hun til at udtale sig om sagen:

Prins Christian går i 1. G på Herlufsholm, mens det er bestemt, at prinsesse Isabella begynder i 9. klasse efter sommerferien. Her er begge sammen med kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent på vej til TV2s fødselsdagsshow i anledning af Marys 50 års fødselsdag den 6. februar 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Prins Christian går i 1. G på Herlufsholm, mens det er bestemt, at prinsesse Isabella begynder i 9. klasse efter sommerferien. Her er begge sammen med kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent på vej til TV2s fødselsdagsshow i anledning af Marys 50 års fødselsdag den 6. februar 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er en meget ulykkelig sag. Hele situationen tynger os meget som familie og vi tager det meget alvorligt,« siger hun ifølge B.T. s royale korrespondent Jacob Heinel, der er til stede i Billund.

»Det er helt afgørende, at der kommer tryghed på for alle skolens elever,« siger kronprinsessen.

Men da B.T.s royale korrespondent spørger, hvad det betyder for Christian og Isabella, har kronprinsessen ikke yderligere kommentarer.

I en fælles kommentar, der blev lagt på kongehusets sociale medier, kort efter programmet blev vist på TV 2, meddelte kronprinsparret:

»Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« lød det blandt andet.

Siden har kronprins Frederik ved en officiel middag i anledning af det kommende klimatopmøde til november udtalt:

»Det er en ulykkelig situation, som vi allerede har kommenteret på, og jeg har ikke mere at tilføje.«

Men nu har også kronprinsessen sat ord på situationen.