Det norske politi bekræfter nu, at man fortsat efterforsker kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby.
»Jeg kan bekræfte, at efterforskningen stadig er i gang i sagen, ud over det har jeg ingen kommentarer,« siger politiadvokat Andreas Kruszewski til det norske nyhedsbureau NTB ifølge norske Se og Hør.
Bekræftelsen kommer, efter mediet Aftenposten mandag kunne afsløre, at Marius Borg Høibys lejlighed var blevet ransaget før jul, og at Borg Høiby angiveligt efterfølgende skulle være mistænkt for yderligere forhold - herunder et 'alvorligt', lød det.
Politiet har dog ikke bekræftet de konkrete oplysninger, men blot at der finder en efterforskning sted.
Den tredje februar starter retssagen mod Marius Borg Høiby, der er tiltalt for 32 forhold, herunder fire voldtægter af fire forskellige kvinder samt vold i nære relationer og trusler.
Marius Borg Høiby har selv nægtet størstedelen af anklagerne mod ham.

De nye oplysninger har dog også rejst spørgsmålet, om tiltalen mod Borg Høiby bliver udvidet.
Tilbage i august var det statsadvokat Sturla Henriksbø, der rejste tiltale mod Marius Borg Høiby og præsenterede den for offentligheden.
Han ønsker dog på nuværende tidspunkt ikke at svare på, hvorvidt man ser ind i flere tiltalepunkter i sagen i sidste øjeblik.
»Jeg ønsker ikke at kommentere sager, der er under politiets efterforskning. Om det er passende at rejse yderligere tiltale afhænger af resultatet af efterforskningen, når den er afsluttet,« fortæller Henriksbø til det norske nyhedsbureau.
Marius Borg Høibys forsvarsadvokater ønsker ikke at kommenteret sagen.
De nye oplysninger i sagen om kronprinsesse Mette-Marits søn kom som noget af et chok i Norge, forklarede nyhedschef på det norske medie Nettavisen til B.T. mandag.
Det kan du læse mere om her.

