»Det er så usagligt, at det egentlig ikke er værd at kommentere.«

Så hård er dommen over den norske prinsesse Märtha Louises kontroversielle kæreste Durek Verretts seneste udmeldinger.

Denne gang er det kommet i forbindelse med, at coronavirus har ramt Norge.

Durek Verett, der er selveklæret shaman, er på Instagram nemlig kommet med råd til, hvordan man laver sin egen hånddesinfektion - plus han kommer med råd til, hvordan man mundtligt kan styrke immunforsvaret. Det skriver norske Dagbladet.

Og det kan den norske læge og forfatter Kari Løvendahl slet ikke klare.

»I en situation som er så potentielt alvorlig og uafklaret, er det skræmmende, at nogen finder på at gøre sådan noget, som nogle folk faktisk tror på,« siger Kari Løvendahl, der også står bag det indledende citat.

Hun slår samtidig fast, at man skal lade være med at lave hånddesinfektion selv og i stedet tænke sig om og købe godkendte produkter.

Alternativ kan man sørge for at vaske sine hænder med vand og sæbe, hvis man vil undgå at tiltrække forskellige sygdomme - som eksempelvis coronavirus - slår hun fast.

Det er langt fra første gang, Durek Verrett kommer med udtalelser, som har fået sundhedspersonale til at vende øjnene mod himlen.

Blandt andet har han i et interview med et irsk medie sagt, at han kunne rense kvinder, der har haft sex med for mange partnere.

Han mener, at det efterlader et aftryk i kvindernes vagina, når de har sex med for mange partnere, og han har nogle øvelser, som kan rense kvinden.

Også det har fået læger til at gå i rette med Durek Verrett, hvis udtalelser blandt andet beskrives som 'skøre' og 'middelalderlige'.